Luften var for en gangs skyld helt klar da jeg startede ud. Havde kun kørt 10-15 km da jeg så noget i det fjerne der godt kunne være min første bjørn. Det viste sig dog at være en anden turcyklist, der netop var kommet ud af skoven hvor han havde overnattet, og nu stod og pakkede cyklen. Han var iklædt et myggenet fra top til tå, så det var et spøjst syn. Jeg har mødt flere på min færd der overnattede i skoven, forstår ikke helt at de tør.

Ved Contact Creek begyndte det igen at blive røget. Det var her Alaska highway havde været lukket på grund af brand for nogle dage siden, så der var stadig en del aktivitet og lastbiler der blev tanket op med vand. På hustagene var der monteret sprinkleranlæg, så de var forberedt på det værste. Jeg fik at vide at vinden havde fået branden til at blusse op igen, og at den nu var ude af control igen ca. 15-20 km fremme, men vejen var ikke spæret endnu. Jeg fortsatte hurtigt igen da jeg nødig ville risikerer at strande på den forkerte side af branden, det kunne jo tage lang tid før vejen blev åbent igen.

Lige uden for Contact Creek var der været et skilt der advarede mod Bisonokser på vejen! Det havde jeg godt nok ikke lige ventet, men historien er den at myndighederne for mange år siden havde sat en flok ud i området, og de var nu blevet til 3 flokke der fortrinsvis græssede i vejkanten da der er meget græs. Ikke alle er lige begejstret for det, specielt ikke lastbil chaufførerne, da okserne er total ligeglade med biler, og kun flytter sig når de har lyst.

Efter ca. 10 km stoppede en modkørende pickup med 2 kvindelige brandfolk mig, og fortalte at de lige skulle til Contact Creek og vende, så ville de komme tilbage og samle mig op da jeg ikke måtte cykle igennem brandområdet. Imens skulle jeg bare fortsætte.

Jeg nåede næsten hen til branden inden de kom tilbage, cykel og trailer blev smidt op bag i bilen og jeg selv ind på bagsædet. De fortalte vejen nok blev lukket ret hurtig, men jeg skulle nok komme igennem.
Vi kørte vel et par km hvor der netop havde brændt på begge sider af vejen og stadig røg en del, men jeg så ingen flammer. Der efter så jeg ikke mere til branden, men alligevel blev jeg transporteret 60 km frem til Fireside, hvor de havde deres base. Undervejs stoppede vi mange gange for at få camping vogne mm til at køre ud af området. Det kunne godt virke lidt overreageret, da der ikke var noget at se. Faktisk var det en af de mest klare dage jeg havde oplevet.

Ved Fireside var der en tankstation med tilhørende butik og restaurant. Den var blevet reserveret til brand folkene, så almindelige vejfarende kunne ikke handle der. Det gjorde nu ikke mig noget, der var jo også kun 16 km til Coal River hvor jeg havde planlagt at overnatte.

Der skulle også være mange sortbjørne her i området, men endnu havde jeg ingen set. Forøvrigt ret utrolig man kan cykle igennem Alaska og Yukon uden at møde bjørne, alle de turcyklister jeg har mødt har set bjørn!

Skræmte en hjort i den første morgentime, ellers skete der ikke meget. Da jeg efter ca. 40 km rundede et sving begyndte det at blive mere spændende. Først troede jeg det var et par mennesker der gik i vejkanten, men da jeg kom nærmere viste det sig at være 2 Bison okser der kom vadende, og de gik nu ude midt på vejen. De fulgte midterstriben imod mig, den ene ben foran den anden i en støt kadence. Jeg var ikke vild med at skulle cykle forbi dem i 2 meters afstand, sådan en okse er et temmelig stort dyr, op til 1 tons stykket. Selv når der kom biler blev de ikke bragt ud af deres monotone gang, men fortsatte støt og majestætisk fremad imod mig med hovedet nede ved vejbanen.

Jeg måtte erkende jeg var for pivset til at blive holdene, og lod mig presse ca. 1 km tilbage. Endelig forlod de vejbanen begge 2, med et par hundrede meters mellemrum, og gik helt over til skovkanten, ca. 20 meter fra vejbanen. Så turde jeg godt cykle forbi. En bil jeg havde snakket med, havde set ca. 30 bisoner 2-3 km længere fremme, så jeg var stadig helt oppe på mærkerne. Ganske rigtig dukkede flokken op, men de lå næsten alle i rabatten mellem vejen og skoven, og slappede af, så dem susede jeg hurtigt forbi, stoppede op, og tog nogle billeder af flokken, der var en del kalve også.

Stoppede i Liard River og fik pandekager, ejeren kunne berette om mange bjørne i området, så måske ville jeg endelig se en også. 5 km senere mødte jeg turens mest omtalte person, "The German Lady" Hendes rigtige navn fik jeg ikke fat i, men hun gjorde sig allerede bemærket da jeg var godt 100 meter fra hende. Hun sprang af cyklen, fik den parkeret og fundet fotoapparatet frem og tog billeder af mig da jeg kom nærmere. Hendes påklædning var noget alternativt, og hun havde bundet klokker fast til hver ben, så bjørnene kunne høre hun kom. Hun havde også Peberspray med, så hun var godt garderet.

Sladderen går blandt turcyklister når vi møder hinanden, så spørger man om hvem den anden har mødt af turcyklister, hvordan med bakker, hvorfra og til og sådan. "The German Lady" havde alle tilsyneladende mødt eller hørt om, sådan er det jo når man skiller sig lidt ud. Hun kom også ret hurtig frem selvom hun vist ikke cyklede meget, men kom op at køre hos venlige bilister. Hun fortalte selv hun ikke havde cyklet over det sidste pass, men havde fået et lift af en venlig svensker. Da de så var kommet op på toppen, syntes hun der var for koldt at overnatte, så hun var blevet kørt ned igen!

Der er et billede af hende i galleriet nederst på siden.

En rigtig sej opkørsel til Muncho Lake. Jeg var utrolig heldig at se en ulv i en udtøret flodseng stå og hyle ned i dalen hvor den var kommet fra, ikke højt men mere kaldende. Jeg stoppede for at tage et billede, men den opdagede mig og forsvandt. Havde besluttet at stoppe ved Muncho Lake, men kunne ikke finde overnatning eller butik. Der var kun en restaurant der havde åbent, så jeg besluttede at fortsætte til Toad River ca. 60 km længere fremme. Ifølge en lokal mand skulle der kun være 1 bakke opad, derefter skulle det gå nedad til Toad River.

Det holdt stik, men bakken var ca. 20 km lang, så jeg var noget svedig da jeg nåede toppen. Holdt stille for at tage min jakke på, da der jo nu forelå en lang nedkørsel. Da jeg startede igen opdagede jeg en Elgko med kalv stå kun 50 meter fra hvor jeg havde holdt!

Toad River viste sig at være et godt sted, med en god cafeteria, og min teltplads lå lige op af en sø hvor der huserede bævere, så idylen var iorden. De havde en spøjs samling hatte i bygningen, lofterne var fyldt med "caps" som kunderne havde foræret til samlingen, 6505 var man oppe på da jeg var der. Desværre havde jeg ingen hat jeg kunne føje til samlingen. Iøvrigt en rigtig flot natur her i "The Rokies"

Om aftenen og tidlig morgen var der en del plasken i søen, som jeg havde tilskrevet bæverne. Stor var min overraskelse derfor da jeg kom ud af teltet, og kunne konstatere at det var en stor elgko der vadede rundt i søen 100 meter ude.

Mit bagdæk var fladt, konstaterede jeg da jeg pakkede sammen. Så jeg pillede slangen ud og ville lappe den, men kunne ikke finde hullet! Jeg gik ned til søen og puttede den under vand. Der var ingen hul, så den kom på igen, og holdt de næste 2500 km. Jeg har nogle knægte stærkt mistænkt for at have piftet mit baghjul.

Fik et godt morgenfoder i cafeteriet, det var vist noget med pandekager og spejlæg. Afsted igen, forude ventede Summit Lake, dagens prøvelse, troede jeg.
Jeg har aldrig rigtig brudt mig om nedkørsler, og med trailer er 40 km i timen rigelig, så hænger man i bremserne det meste af tiden. Desuden er det træls at tænke på at for hver meter du kører nedad skal du lige så langt op igen senere.

Således også i dag, da Alaska Highways højeste punkt, Summit Lake lå lige for. Det havde været rart om nedkørslen i går ikke havde været der! Heldigvis var den ikke så slem som jeg havde frygtet, da der var flade stræk også, så jeg kom rimelig let op på toppen, sådan lidt i etaper. Så en del bjerggeder og lidt hjortevildt.

Efter en lang nedkørsel fladede det lidt ud og jeg parkerede hvor der var en beton væg som rækværk, for at spise og drikke lidt. Besluttede så at gå over til den anden side af vejen for at se hvad der var på den side. Ca. 30 meter nede af skråningen stod den så...EN SORTBJØRN, min første på denne tur, og snusede i jorden. Heldigvis havde den ikke set mig, og jeg listede mig til at fotografere den (kan ses i galleriet nederst).

Provianterede i Tetsa River lodge, den havde som så mange andre, udstoppede dyr hængende overalt. Jeg havde på min færd flere gange set heste stå på en plet græs uden indhegning, og tænkt at det var mærkeligt de ikke løb væk. Her ved Tetsa River lodge fik jeg løsningen!.... de var simpelhen tøjret med en lænke omkring et forben, som en anden straffefange!

Dagens anden bjerg, Steamboat Mountain viste sig at være den værste på hele turen. Jeg var af cyklen og trække flere gange, men nåede da op til sidst. Havde hørt om den allerede 4 dage tidligere, men faktisk troet jeg havde passeret den inde ved Muncho Lake.

2-3 km nedad på den anden side kom Steamboat Mountain lodge, hvor jeg indlogerede mig i nogle mandskabs barrakker, og fik en ordentlig gang foder. Ejeren forklarede at der var en fælles fjernsyns rum i den anden ende af barakken, og at jeg ikke skulle tage mig af de par sprængnings mænd der boede der, de kunne godt være lidt underlige.
Jeg spurte til hvordan det kunne være at et bjerg kom til at hedde Steamboat, da dampskibe jo mest holder til ved floder og hav. Forklaringen var at bjerget, set fra den rette vinkel kunne minde om et dampskib.

En kort og nem dag. Jeg startede ud med en god lang nedkørsel, derefter lidt bølgende landskab, men sikkert mest nedad da Fort Nelson er det laveste punkt på Alaska Highway. Regnvejr de sidste 30 km, ca. 10 km før byen var der en Bison farm med flere hundrede dyr så det ud til fra vejen. Flokken var så langt væk at jeg ikke med det blotte øje kunne se at det var bisoner, men der var godt med reklameskilte for bisonkød ved vejen, så den var god nok. Jeg fik vasket tøj og mailet og ordnet andre praktiske ting også.

Var blandt andet inde i en "cykelforretning" for at få et dæk. Det var faktisk mest en altmuligforretning, med cykelgrej som biprodukt. Her kunne man købe alt inden for sport, inklusive et par pistoler hvis man havde de behov.
De dæk jeg skulle have var ikke lige dem de solgte mest af her på stedet, så der gik vel en halv time inden der blev gravet et dæk frem der kunne bruges, en slange i min størrelse havde de ikke.

Min tidsplan var skredet og jeg havde opgivet at indhente det forsømte, så jeg forhørte mig på turistkontoret om andre transportmidler når jeg kom til Dawson Creek. Det viste sig jeg kunne komme fra Dawson Creek til Vancouver med Greyhound bus for 149$ Dette ville bringe mig foran skemaet, og betyde jeg kunne køre nogle kortere dagsmarcher resten af vejen ned til San Francisco, så det lød da fristende.

Blev noget overrasket da dagen startede med en stejl nedkørsel på ca. 1 km. Jeg havde ventet det kun ville gå opad herfra, da Fort Nelson jo skulle være laveste punkt. Det viste sig da også det var de sidste krampetrækninger og efter en ligeså stejl opkørsel, gik de næste ca. 100 km svagt opad. Resten af dagen foregik i et bølgende landskab.

Men ellers blev dagen en rigtig Bjørne dag, 6 stk. på 6 forskellige tidspunkter, og alle sortbjørne.

Den første var også den mest dramatiske. Det startede med at jeg fik øje på den på ca. 100 meters afstand, tak skæbne tænkte jeg, den står kun 2 meter fra vejkanten. Nu havde jeg jo læst en del hjemmefra inden denne tur om hvordan man skulle begå sig i sådan en situation. Man må for alt i verden ikke overraske en bjørn på tæt hold, det udløser meget tit et angreb. Det gælder om at gøre bjørnen opmærksom på ens tilstedeværelse på så stor afstand som muligt!

Bjørnen havde ikke set mig, så jeg stoppede op på 60-70 meters afstand og begyndte at slå på min cykel med en tom blik dåse.....ingen reaktion, så begyndte jeg at råbe og fægte med armene samtidig. Endelig løftede den hovedet og kikkede i min retning, men fortsatte så med at snuse i jorden, tilsyneladende ligeglad med mig. Faktisk tror jeg ikke den kunne se mig, jeg havde måske at gøre med en halvblind bjørn her! Det at den ikke reagerede på støjen kan forklares med at der jo altid er trafikstøj ved en vej, så det er den jo nok vandt til. Efter at have grundet lidt over situationen, besluttede jeg at køre forbi den når der kom en modkørende, så skulle farten bare afpasses så vi passerede bjørnen på samme tid!

Snart kom en bil med campingvogn kørende imod mig, og jeg satte i gang på det strategiske rigtige tidspunkt...troede jeg! jeg var kun kommet halvt hen til bjørnen da bilen var forbi, så situationen spidsede kraftig til da jeg nu var i fuld fart på vej hen imod en bjørn der ikke havde set mig! Det gjorde den i næste sekund, røg op på bagbenene, og stod i sin fulde højde og stirrede forbløffet på mig. Jeg var fuldt ud klar over at bjørnen nu kun havde 2 knapper den kunne trykke på, enten at angribe eller flygte.


Det var nu lykkedes mig at præsteret det man absolut aldrig må gøre, nemlig at forskrække en bjørn på tæt hold, men heldet var med mig, den faldt lynhurtig ned igen og piskede ind i skoven.....pyyyyhha, så behøver det vist ikke at blive mere spændende.

Normalt vis stopper turister i bil op når der er en bjørn i vejkanten, men jeg tror ikke de så denne på grund af buskadset, og det at jeg kom kørende havde nok også optaget dem.

Men dagen var jo kun lige startet og bød på yderlige 5 bjørne, ingen så dramatiske som den første, men til gengæld heller ingen der flygtede da jeg kom, typisk stod de i buskadset ved vejkanten, og vi så kun hinanden det par sekunder det tog mig at cykle forbi. Dette område var i øvrigt anderledes ved at buskadset i vejkanten ikke var blevet slået det sidste par år eller 3. Normalt på Alaska Highway er det ikke muligt for en bjørn at putte sig i den 10-20 meter brede bælte der altid er inden skoven.

En bjørn piskede over vejbanen lige foran en motorcyklist, hvilket fik ham til slingre ret så kraftigt. Jeg slog på cyklen med min tomme dåse, mens jeg passerede stedet, skulle ikke overraske flere bjørne!

Sidst på dagen mødte jeg et par andre turcyklister der var på vej nordpå. De spurte om jeg havde mødt en Elgko ved en død kalv.....næ, det havde jeg ikke. Det kunne de ikke helt forstå, for kun 2 km tilbage var en lastbil standset og havde advaret dem imod en Elgko der angreb alt og alle, da hendes kalv netop var blevet trafikdræbt 4-5 km fremme. Så de var selvfølgelig helt oppe på mærkerne, men kunne nu godt se, at de vist var blevet bundet en løgnehistorie på.

Ankom til Buckinghorse River Lodge lige i tide til at undgå et voldsomt tordenvejr, så jeg røg ind på et motelværelse. Disse små cafeteria der ligger ved tankstationer, har tit en opslagstavle med avis udklip omhandlende bjørneangreb sket i området gennem tiderne. Langt de fleste er dog gamle og gulnede.

Der var en del helikopter trafik ved Buckinghorse, tilsyneladende var der et eller andet byggeprojekt i gang inde i bjergene, og arbejderne blev fløjet til og fra arbejde.
En anden "sjov" ting, opdagede jeg da jeg var kommet hjem til Danmark igen, var at jeg slet ingen billeder havde taget mellem Steamboat Mountain og Buckinghorse Lodge. Det var faktisk 2 dage uden billeder, men det har jeg prøvet før, jeg glemmer sommetider at tage billeder.

Jeg ville da gerne have et billede af en bjørn på tæt hold, men tro mig, når jeg mødte en bjørn, tænkte jeg kun på at lægge afstand så hurtig som muligt. Mit kamera er af den slags der får alt til at se fjernt ud så den er ikke velegnet til nærbilleder af bjørne!

Efter kun 10 minutters kørsel og opad en lang bakke kom en sortbjørn luntende over vejen lige foran en lastbil et par hundrede meter foran mig. Lastbilen fortsatte en hundrede meter og stoppede så op. Det var tydeligt at han ventede på at jeg skulle passere stedet i sikkerhed, og ville sikkert være kommet til hjælp hvis jeg fik behov. Det var utroligt flink af ham, og da jeg var kommet forbi, vinkede jeg et "takke vink" til ham, han kvitterede med at blinke med lyset, og fortsatte så. En af de oplevelser jeg mindes med glæde.

Nu var dagen jo allerede godt i gang med sortbjørne, så jeg holdt godt øje med vejsiderne resten af dagen, men så kun en bjørn mere denne dag. Terrænet var af den dræbende slags, 1 til 2 km stejl opad og med det samme igen lige så langt ned igen, op igen og ned, i en uendelighed. Havde man så bare kunnet slappe af på nedkørslerne, men der skulle bremses hele vejen ned. Så hellere rigtige bjerge hvor der ind imellem er flade stræk også.

Ankom til Shepards Inn, hvor jeg af ren luksus tillod mig et motelværelse, orkede ikke at campere.

Landskabet var nu blevet ret så civiliseret, med landbrug og marker. Det var slut med de endeløse skove, og 100 km mellem hver roadhouse. Det betød så også mere trafik, men for det meste også bedre veje, lige bortset fra rabatterne der var fyldt med sten og småaffald. Nogen steder så det ikke ud til der var fejet siden vejen var anlagt, så det var en smule træls at cykle der.

Fort Skt. John er en meget stor by, men Alaska Highway går heldigvis uden om centrum. Byen Tayler kom ca. 6-7 km efter, og ligger ved den store Peace River. Da jeg havde cyklet over til den anden bred, begyndte en voldsom opstigning af den slags hvor man kun lige kan holde den gående i laveste gear. Der var ingen rabat og vejen var smal, så der var ikke meget plads når der kom en lastbil hostende op i første gear.

De var selvfølgelig ikke meget for at stoppe for en cyklist når der kom modkørende, da de sikkert ville have svært ved at sætte i gang igen. Så jeg steg som regel af cyklen og gik ind i rabatten når situationen spidsede til, ikke kun for at være flink, men også af hensyn til mit eget helbred! Som cyklist er man jo den svage part, og når det går så stejlt opad slingrer cyklen noget mere.

Det var blevet temmeligt varmt i solen, så der blev drukket en del undervejs. Efter en 3-4 km var vejen netop blevet udvidet, og var nu dobbelt så bred. Men nu også så stejl at jeg måtte af og trække et par km, indtil der igen var til at cykle.

Dawson Creek blev nået, nu skulle jeg bare lige finde Mile Zero, og få taget det obligatoriske billede af afslutningen på Alaska Highway! Det var faktisk ret nemt, men det lykkedes mig alligevel at overse stedet, og jeg gik så ind på turistkontoret og spurte om vej! De så lidt underlige på mig og fortalte så at det da var lige udenfor på deres parkeringsplads! Ude igen kunne jeg straks se Mile Zero, det var en lille smule flovt.

På vej ind i byen var jeg kommet forbi Greyhound terminalen, så der kørte jeg hen for at få styr på næste etape. Men det er jo en helt anden historie.