Det var Søndag, så Terminalens bagage afdeling åbnede først kl 12 middag. Alligevel troppede jeg op kl 8.30 og klagede igen min nød. Og minsandten om ikke jeg fik lov at gå ind på området og forhøre mig hos nogle dragere. Jeg var heldig, mit grej var netop ankommet, og jeg gav mig straks til at samle cykel og trailer. Det havde alt sammen skullet skilles ad og puttes i papkasser for at komme med bussen i Dawson Creek.

Da jeg var færdig manglede skruen til at spænde sadlen fast, så den søgte jeg noget efter i containeren hvor mit grej havde været. En af dragerne havde opfattet situationen og vente lidt efter tilbage med skruen, den havde han fundet i bagagerummet på den bus der havde fragtet mit bagage til Vancouver! Det var da flinkt gjort, og min oparbejdede aversion mod Greyhound selskabet var efterhånden forsvundet.

Efter en lille døgns forsinkelse, startede jeg så på etape 2, nemlig ned langs USA's vestkyst til San Francisco.

Der var 58 km til grænsen til USA, og der var næsten by hele vejen. Lige efter jeg var kommet ind i USA kom jeg på "Interstate 5" En motorvej hvor der er tilladt at cykle. Fornøjelsen var dog meget begrænset da der var "heavy" trafik, men jeg kom da rask sydpå. Efter en 30-40 km blev det dog forbudt at cykle der, så jeg fandt andre veje.

I en lidt større by fik jeg lyst til en pizza, og svingede ind foran en pizza bix. Da jeg kom ind anbefalede ejeren at jeg tog cykel med trailer og det hele med ind i butikken, da det var lidt usikkert at efterlade det udenfor, så det gjorde jeg selvfølgelig. Jeg bestilte en stor cola og en pizza peberoni slice, og ville så betale, men det ville han ikke høre tale om, han syntes åbenbart jeg havde fortjent en gratis pizza og cola!
Da jeg så skulle afsted igen kom han med resten af pizzaen og gav mig den med! Det var da en velkomst til USA der ville noget.

Sidst på dagen fandt jeg overnatning i en lille flække der hed Samish, og der oplevede jeg at få mit tøj vasket gratis!

Alt i alt er USA da vist ikke så dårligt et sted at være.

Alexander Knight der gavmildt gav pizza.

Det blev en rigtig flot dag, med godt vejr og flot natur. Jeg var ikke meget for at skulle cykle igennem Seatles 70 km lange virvar af veje og by, og valgte derfor at tage en rute der gik vest om den store Hood kanal.

Det fortrød jeg ikke, da det bragte mig igennem Deception Pass State park med store flotte Douglasgraner, bød på en flot færgetur Keystone-Port Townsend, og med udsigt til sneklædte bjergtoppe entrede jeg Olympus National Park.

Mens jeg var inde at proviantere i en lille butik i Discovery bay, blev jeg tiltalt af en mand og hans datter. De havde set mig på vejen og da jeg nu holdt her ville de lige hilse på. Det viste sig at manden selv havde cyklet tværs over Canada engang, og han og datteren var nu på vej op i bjergene for at cykle en tur på mountainbike. Han tilbød at give mig et lift de 30-40 km frem til hvor de skulle starte deres tur. Det sagde jeg ikke nej til, og undervejs viste han mig flere seværdigheder. En god oplevelse, med et par behagelige menesker.

Jeg fandt ly for natten ved en lille flække ved navn Lilliwaup, beliggende helt ned til den meget idyliske Hood kanal.

Lilliwaup General store.

Camping ved Bruceport.

Startede ud i småregn, der dog holdt op senere. I den lille flække, Naselle, fik jeg et par store pandekager til morgenmad, ikke dårligt!

Ved Columbia river der danner grænse mellem Washington og Oregon, kom den 6.6 km lange Astoria Bridge. Det var en lidt blandet fornøjelse at cykle over broen, da den var temmelig smal og trafikken træls.
Midtvejs på broen blev man budt velkommen til Oregon af et skilt, og straks efter af nogle måger der var ret så nærgående. Broen ender i en lang sej opkørsel lige før Astoria, så alt i alt var jeg glad da jeg var kommet helskindet over.

Astoria havde hele 2 cykelbutikker, men jeg besøgte nu kun den ene hvor jeg udover nogle slanger også fik et cykelkort, med hele ruten ned langs Oregons kyst beskrevet.
Kortet var ret godt, med angivelse af afstande og højdekurver mm.
Bla kunne man underholde sig med at der var 592 km til California, 4900 højdemeter at forcere, angivelse af rabatbredde, campingpladser, cykelbutikker osv, osv. En rigtig god ting!

Astoria Bridge mellem staterne Washington og Oregon.

Koldt og overskyet til at starte med, men godt vejr om eftermiddagen. Er på nettet når der byder sig en bibliotek, der er det nemlig gratis, koster 2-3$ pr kvarter hvis man går på cafe i dette område.

For det meste er der en god rabat at cykle på, men havde idag en rigtig gyser strækning på 20 km, med en smal og rabatløs vej, men så falder man jo heller ikke i søvn så længe.

Ud over en fantastisk flot natur, bød dagen også på en del vaskebjørne, levende som døde.

Udsigt til Nehalem.

Idag mødte jeg Lars Clausen!  En Dansker?  Nej, men hans forældrer var, så deraf navnet. Det specielle ved Lars var at han var på vej fra Canadas grænse til Mexico på cykel!

Nå, sku det nu være noget tænker du måske?...joo, når nu det foregår på 1 hjul, så er det jo ikke helt almindeligt!

Lars var igang med at sætte Guinness rekord og havde følgebil med. Han tilbagelagde 50-60 km pr dag på den måde, hans hjemmeside er HER og du kan se de billeder jeg tog af ham i galleriet HER.

Jeg havde senere en del besvær med at finde overnatning på campingpladserne, nogle steder må man ikke ligge i telt, andre var optaget, og nogen var uden bruser, så det blev motel.

Men ellers en stille og rolig dag med flot natur og lidt vaskebjørne hist og pist.

Pause undervejs.

Idag kom jeg igennem Denmark, nærmest kun et stednavn, men på en postkasse stod der da jensen og en lade havde dannebro på gavlen, så lidt dansk var der over stedet.

Senere kom jeg forbi en juletræsfarm, med masser af Normanns graner, de var dog alle temmelig gule i det, og ville ikke kunne sælges herhjemme.

Til aften bestilte jeg 2 pandekager på en cafe, det fik servetricen til at spørge om jeg var klar over hvor store de var! Det var jeg selvfølgelig ikke, men jeg var ret sikker på jeg nok skulle få dem spist da jeg var sulten. Servetricen foreslog alligevel jeg begyndte med en, så kunne jeg altid bestille en mere senere, og sådan blev det, selvom jeg ikke ventede mig det store da den kun kostede 2,5$.

Desværre til servetricens store fornøjelse og min egen beskæmmelse måtte jeg LEVNE!

Racisme?

Jeg havde endnu til gode at se en bjørn her i USA, så det ærgede mig lidt da en lettere chokeret bilist spurte mig om ikke jeg havde set den kæmpebjørn der passerede vejen et par hundrede meter foran mig!
Men det havde jeg altså ikke, af og til falder man i staver når man cykler, og ser kun vejbanen lige foran.

Så kom jeg til Californien, og redwood træerne er ved at blive store nu. Temmelig bakket, tåget og med dårlig rabater, men ellers en flot egn.