Australien rundt på cykel II
 Newcastle Range - QL |
 Matilda highway - QL |
 Termittuer - Sandfire - WA |
 Tidligt morgen på Nullarbor - SA |
| New South Wales | Queensland | Northern Territory | Western Australia | Souh Australia | Victoria | New South Wales |
|
New South Wales Den 24. juni 2006 kl. 8.00 stod jeg foran
Operahuset i Sydney, sammen med 6 Australske cyklister, der alle ville følge
mig på vej de første 30- Heriblandt var den
regerende rekordholder på udfordringen ”Australien rundt på cykel” Eugen
Schilter. Denne mand har klaret turen på
56 dage, en tid jeg på forhånd ingen intentioner havde om at slå, for mig
gjaldt det som nævnt kun om at gennemføre.  Foran Operahuset i Sydney Efter ca Australiens østkyst var rent mentalt bare noget der skulle overstås. Jeg huskede det fra sidste gang som en strækning med meget trafik og dårlige rabatter mange steder, og det havde, viste det sig, ikke ændret sig synderligt. Naturen er dog rigtig flot, og ind imellem er der udsigt til havet. Allerede på 3die dagen sendte jeg telt, sovepose, liggeunderlag og lidt flere småting tilbage til Sydney! Traileren vred voldsomt i cyklen når jeg, på grund af trafikken, var henvist til den meget ujævne rabat, og bøjede faktisk stikstangen. Da jeg således havde fjernet ca. halvdelen af vægten gik det betydeligt bedre. Nu var jeg så henvist til at skulle finde overnatning hver nat, ikke lige det der var planlagt. Jeg nåede Gold Coast på fjerde dagen, et ca. Queensland Fra Gold Coast og op til Brisbane er der ca. 65- Brisbane blev nået og klaret i et inferno af trafik, men jeg havde jo været der før, og kendte nogenlunde vejen igennem byen. I udkanten af byen købte jeg en ekstra stikstang, da jeg frygtede den traileren havde bøjet måske ville knække. Den bøjede stikstang holdt dog hele vejen rundt viste det sig siden. Byerne Rockhamton - Mackay - Bowen og Townsville mm. blev planmæssigt nået og passeret, og jeg lagde lidt km i banken hver dag, så der var til dårligere tider. En god oplevelse, syntes jeg da selv, var da der kom en bidsk hund løbende ud for at snappe mig lidt i benene, og det for en gangs skyld lykkedes mig at give den en regulær fuldtræffer med skoen, så den kom på andre tanker! Det er aldrig før lykkedes for mig, de plejer altid at undvige. Innisfall blev nået på dag 12 efter Jeg fandt overnatning i en container der stammede fra et fængsel, men som nu gjorde tjeneste som hjem for arbejderne der hjalp til med genopbygningen af området. Fra Innisfail gik ruten nu stik vest, og ind i landet. Det var her eventyret ville begynde, forventede jeg. Fri for stærk trafik og store byer, og der ville være masser af outback. Umiddelbart uden for Innisfail ad Palmerston Highway gik
vejen op over Great Dividing Range, en bjergkæde der følger hele Australiens
østkyst fra nord til syd. Området er regnskov og meget smuk. Efter en del opkørsel havde jeg den pudsige oplevelse at kunne køre Ned til Queenslands højeste beliggende by, Ravenshoe. Området her er mest landbrug., og lige før Ravenshoe var der grønne marker med sortbrogede køer og en vindmølle park, så det var næsten som at køre i Danmark. Efter Ravenshoe blev det hurtigt bush land med de
obligatoriske kvæg hegn, og dermed var jeg kommet ud af civilationen for de
næste 7- Mt. Garnet og Mt. Surprice blev passeret, et par meget små samfund, der ikke som navnet antyder, var placeret på et bjerg, men derimod på den mere eller mindre flade slette.  Gulf Developmental Road. Næste by, Georgetown var ikke meget større, men alligevel hjemsted for områdets årlige Rodeo, og jeg var uhyre heldig der stadig var 1 ledig container tilbage jeg kunne sove i. Jeg begyndte at savne mit telt nu, for jeg havde nu valget
mellem kun at cykle Jeg satte
vækkeuret til midnat, og håbede på at vinden og vejret ville være med mig. Det var det! Jeg havde en let medvind, og da
vejen på det meste af denne strækning var helt ny og i fuld bredde, så gik det
stærk fremad og jeg nåede frem til Normanton midt på eftermiddagen. Desværre kom der en bil bagfra inden jeg nåede helt frem,
og jagede den væk med hjælp fra bilhornet, så jeg kom ikke nærmere en ca. 20- Kørsel om natten i Australien byder på mange oplevelser
med dyrelivet. Ikke mindst Kænguruerne der tit stod på eller ved vejen, og
tilsyneladende blev paralyseret af mit lys på cyklen, og det lykkedes mig flere
gange at komme helt ind på Roadtrains om natten var også en specielt oplevelse. Der
var som regel helt stille og fredeligt om natten, kun afbrudt af de relative få
Roadtrains. Det startede som regel med et lys i det fjerne, og efter et stykke
tid kom der lyd på. Først en svag rumlen, som hastigt steg i styrke, for så i
næste øjeblik at komme buldrende forbi i et inferno af støj og støv, og en
malstrøm af hjul og gule lygter ned langs siden af det godt Snart ville freden dog være genoprettet og jeg kunne svinge ud midt på vejen igen. En nat oplevede jeg at køre i 5 timer uden en eneste bil, herligt!  Matilda Highway. Jeg begyndte nu at fantasere om at købe en sovepose, og et myggenet, så jeg ikke var så afhængig af roadhousene, og da jeg 3 dage senere kom til MT. Isa, en stor mineby købte jeg sovepose og liggeunderlag. I en sportsforretning købte jeg mig i et myggenets telt der var utrolig let og nem at slå op og pakke sammen. Der er jo nærmest statsgaranti for tørvejr i det nordlige Australien på denne årstid, så det skulle nok gå. Nu var jeg
uafhængig af at skulle nå frem til næste overnatning og af at måtte nøjes med
en for kort dagsdistance. Vejen fra MT. Isa til Camooweal ( Ikke nogen problem så længe det var tørt, men da man sprøjtede vand på for at det ikke skulle støve blev det til noget sej klæg agtig ler der ustandselig proppede sig så hårdt fast at hjulene ikke kunne dreje rundt. Jeg måtte derfor rense ud under skærmene flere gange. En sjov oplevelse på denne strækning var at en vejskraber der kørte og arbejdede, dyttede af mig da jeg passerede. Ikke noget jeg tog særlig notits af da masser af mennesker sender en venlig hilsen dyt, og jeg løftede refleksmæssigt hånden og hilste igen. Jeg nåede ikke mange meter før det dyttede voldsomt og vedvarende bag mig, og jeg kunne se vejskraberen havde optaget forfølgelsen og kom efter mig! Tak skæbne tænkte jeg, han er da vist blevet sur over et eller andet. Jeg fik holdt og vejskraberen stoppede op ved siden af mig, og ud steg en ægte aussie, med lang uplejet skæg, men heldigvis et stort smil også. ”Hvor skal du hen”, blev der ganske uventet spurt på dansk. Det viste sig at være en dansker der havde boet i Australien de sidste 33 år, han havde set mit dannebrog bag på traileren og havde selvfølgelig reageret på det. Vi fik snakket lidt, og han forærede mig et æble. Camooweal blev nået, det var her jeg strandede et helt døgn for 4 år siden på grund af en defekt stikstang. Denne gang blev byen kun brugt til proviantering og lidt Internet som jeg ganske uventet fandt i baglokalet i byens General Store. En Australsk beskrivelse af byen: There’s no way to avoid CAMOOWEAL but you might
wish there were; the township’s atmosphere of lazy aggression is exacerbated by
a total lack of charm. The highway from Helt så slemt syntes jeg nu ikke byen var, men det er vist nok begrænset hvad der sker på lokaliteten. Northern
Territory Jeg fortsatte West på, og efter  Northern Territory. Barkly Roadhouse 262km West for Camooweal, bød i vanlig stil på høje priser og et meget begrænset vare udbud. Heldigvis viste jeg dette på forhånd og havde købt godt med havregryn i Camooweal! Det havde de sidste par timer trukket op til uvejr, med
kraftig blæst og mørke skyer, og da jeg nåede 30- Ca. 10km senere kom et reststop hvor der var et halvtag over en bord med bænk, og der søgte jeg ly for regnen. Et par ældre herrer i bil havde gjort det samme, og vi fik snakket en del, de par timer det tog for regnen at blive færdig. Det var et par originaler (på den pæne måde) der tilbragte deres livs efterår med bare at køre rundt i Australien i en uendelighed lød det til. Da snakken kom ind på slanger, demonstrerede den ene hvad man skulle gøre hvis man blev bidt af sådan en fætter. Det foregik ved at han stillede sig på hovedet, og der blev han så stående i ca. 10 minutter! Jeg fortalte ham jeg så nok hellere ligeså stille ville lægge mig til at dø, og det fik ham til at grine, så han måtte afbryde sin ”demonstration”  Heinz og Herman. Da det blankede op fortsatte jeg de ca. Der var et halvtag, men det var desværre optaget, så jeg måtte sove under åben himmel og håbe på at de mørke skyer der stadig drev over himmelen, havde tisset af. Ca. kl 1,30 nat vågnede jeg ved at det pludselig blæste voldsomt op, og meget mørke skyer var hastigt på vej. Jeg sprang lynhurtig ud af soveposen, fik pakket sammen i rekord tempo, og nåede lige akkurat at lukke tasken på min trailer da det begyndte at hamre ned med regn. Nu kunne jeg jo ligeså godt cykle videre og jeg nåede frem til Tree Ways Roadhouse lige inden daggry. Heldigvis havde de åbent, og da kosten havde været lidt ”alternativt” de sidste par dage, var jeg noget sulten og bestilte dobbelt portion af toast & egg. Det gjorde godt i maven og efter yderlige proviantering begav jeg mig på vej igen. Herfra var kursen stik nord, og jeg så frem til at nå Renner Springs Roadhouse inden aften, hvor jeg ville forkæle mig selv med en overnatning med indlagt brusebad! Tiltrængt efter 3 nætter under åben himmel. Uvejret var drevet over, og havde fået sænket temperaturen til 24-25 grader, så det var meget behageligt. Da jeg kørte ud fra Tree Ways Roadhouse kom der et par
cyklister ud fra området og ud på vejen med kurs mod nord som jeg. Jeg faldt i
snak med dem og de fortalte de var bagtroppen af en gruppe på 16 cyklister der
var på vej fra Alice springs til Darwin. De havde følgebil med og derfor ingen
bagage. Katherine blev nået på dag 24 efter Jeg besøgte cykelbutikken i Katherine, da min saddel var
gået i stykker, så jeg måtte have en ny. Udvalget var uventet stort, så det tog
mig lidt tid at beslutte mig. Næste cykelbutik var i Broome, Fra Katherine går vejen så igen stik West på, og jeg nåede
yderlige  Mellem Katherine og Victoria River. Tidligere på dagen havde jeg passeret et par vejarbejder der slog ”græsset” i rabatten med traktor. Dette er i sig selv ikke usædvanligt, det interessante denne gang var at jeg så en af dem slæbe en kænguru kadaver fra vejen ud i rabatten, da jeg passerede. Det lurede jeg lidt på mens jeg forsatte, og pludselig gik det op for mig hvad meningen var, så jeg vendte mig og nåede lige akkurat at se ham køre over kadaveret med græsklipperen!!...Føj for pokker!! men egentlig ret smart, for så ville ”resterne” jo være pist væk på få dage. Dagen efter, mellem Victoria River og Timber Creek så jeg min første levende slange. Jeg blev klar over det var en slange alt for sent, så jeg passerede den på kun ½ meters afstand, men heldigvis huggede den ikke efter mig. På de Australske veje er der mange strimler fra lastbildæk, der ligner slanger, så når det endelig er en rigtig slange er man nok lidt uopmærksom desværre. Dagen bød også på en anden oplevelse! Jeg blev passeret af en lurvet tivoli bil der pludseligt stoppede et par hundrede meter foran mig. En ligeså lurvet mand sprang ud og spurte om ikke jeg var interesseret i et job i hans show! Det var jeg nu ikke, mente selv jeg havde job nok, og fortsatte min færd. Manden måtte jo være desperat når han kunne finde på at stoppe en turcyklist. På min vej var der af og til bushfire langs vejen, og så var der som regel en flok rovfugle i luften lige over fronten, klar til at hapse smådyr der flygtede for ilden, og måske også dem der ikke nåede at flygte! Hvem sagde grillmad J.  Bushfire, bemærk rovfuglene. Disse rovfugle så jeg også hver morgen når dagen gryede. Så
patruljerede de langsomt op og ned langs vejen, præcis over midten og ca. Western Australia Byen Kununurra ligger ca. Jeg var pludselig begyndt at få ondt i venstre
hase, og var noget bekymret da det hurtigt blev være. Jeg stoppede lidt tidligt
for natten ved en reststop ca. Det gik heldigvis meget bedre dagen efter og efter et par dage var det utroligt nok væk igen, så der var jeg heldig. Jeg var nu kommet ind i bjergområdet ”The Kimberleys” Et utrolig smukt område, på 10 gange Danmarks størrelse og med kun ca.25.000 indbyggere. Klipperne havde flotte farver, især tidligt morgen, hvor de nærmest glødede rød/orange. Et sted var vejen oversvømmet af en flod med ca Halls Creek blev nået, og herfra til Fitzroy Crossing er
der Jeg fik læsset cyklen godt til med vand og mad, og fortsatte
 Camping mellem Halls Creek og Fitzroys Crossing.. Fitzroy Crossing var sidst jeg var der, meget præget af fulde aboriginals, og var en meget utryg by at færdes i, så det var med en vis spænding jeg ankom til byen. Situationen kunne dog næppe være mere forskelligt fra den gang til nu, alle var tilsyneladende velfungerende og glade, og der herskede ro og orden overalt. Et billede jeg i øvrigt havde bemærket i flere andre byer her i det nordlige, den fjendtlighed jeg havde følt sidst jeg var her, var nærmest ikke eksisterende denne gang. Tilsyneladende havde regeringen fat i noget der virkede, det var en positivt oplevelse! Dagen efter var jeg igen lige ved at køre en slange over,
denne gang en grøn sag på 120- Overnattede på Roebuck Roadhouse efter 6 overnatninger i det fri, så et bad var yderst tiltrængt. Dagen efter kørte jeg de ekstra Sandfire Roadhouse lignede sig selv med påfugle
spankulerende omkring, og med en dromedar i indhegning. Pardoo Roadhouse blev besøgt
og passeret dagen efter, og herfra var der kun ca.150 km til Port Hedland, som
blev nået på dag 34, og med et snit på Jeg var nu temmelig præcis halvvejs rundt. Det er altid noget specielt ved at nå halvvejs, det er ligesom lidt lettere at overskue resten af turen. Nu ville der, for hver dag der gik, være mindre og mindre der skulle cykles end det man allerede havde gjort. Nu bevægede jeg mig ned mod det område jeg var gået død i sidste gang. Jeg var meget indstillet på at sørge for at have godt med havregryn til de næste 4–5 dage da jeg vidste det ville være småt med muligheder for at købe ordentlig mad på strækningen. Jeg havde planlagt at købe ind i Roebourne, en lille by med et supermarked. Jeg ankom desværre meget tidligt om morgenen, og der var 3
timer til de åbnede. Nu har jeg det skidt med at trille tommelfingre, så jeg
overbeviste mig selv om at de nok havde lidt havregryn ved et servicecenter ca.
Det havde de så ikke, og nu var situationen nærmest lige som sidst. De næste 3 roadhouse havde, vidste jeg, ingen ordentlig mad man kunne tage med sig, nu kom den til at stå på hotdogs og hamburgers, de næste 4 dage, indtil jeg kom til Carnarvon, en ret stor by helt ude ved kysten. Nå, det var ikke lige det der var planlagt, men denne gang var det knap så varmt, og der var jo mere ro på, så det gik nok! Da jeg manglede et par timer til Fortesque Roadhouse, mit mål for dagen, gled der en firehjulstrækker op på siden af mig, og ud af vinduet blev langet en kold cola ud til mig, og så forsvandt bilen forude. NICE! Jeg ankom til Fortesque Roadhouse, og forhørte mig om
overnatning. Stor var min forbavselse da ejeren viste sig at være samme person
der havde langet en cola ud til mig. En meget flink mand, men hans kone!! Uhadada…for et monster. Jeg har i hele mit
liv aldrig oplevet en sådan opførsel. Jeg fik mine 1$ers og kom så i tanke om jeg måske fik brug for mønter til en tørretumbler, hvis de da havde en. Så tændte hun ellers fuldstændig af…”what the hell do you need a dryer for?? You got the goddam sun out there” og så himlede hun ellers en hel masse mere af som jeg ikke lige fik fat i, eller erindrer. Letter chokeret fik jeg sagt ”just asking” hvorefter jeg trak mig tilbage til hummeret jeg havde lejet. Fik sat vaskemaskinen i gang, og gik så tilbage til
butikken for at få noget at spise og proviantere til næste dag. Jeg bestilte
lidt mad, og samme reaktion igen, hun
sank lige Mens jeg ventede kom en anden kunde ind for at købe lidt drikkevarer. Denne kunde kom for skade at nævne at den øl han havde fundet ikke var helt kold. Så eksploderede hun ellers igen, flåede dåsen ud af hans hånd og kylede den ud i baglokalet, hvor efter hun, med vildt fægtende arme, og skælden og smælden, tog en ny ud af køleskabet, og hamrede den ned i disken foran ham!! Behøver jeg at sige manden blev helt mundlam, og skyndte sig ud. Jeg fik min mad, og forsvandt ud til mit vasketøj, og mens
det tørrede på snoren kunne jeg lige så godt skifte dækket på baghjulet. Det
havde nu kørt Værelset var hjemsøgt af små myrer, men det gjorde ikke så meget. Det blev dog lidt klamt da jeg rakte hånden ud for at tænde sengelampen, og hånden så blev indfanget i et sejt spindelvæv! Men ellers var det et udmærket værelse.  80 km før Nanutarra, og "still going strong". Dagen efter passerede jeg det punkt hvor jeg gav op sidste
gang, ca. Nanutarra Roadhouse var løbet tør for både mælk og
sukkerholdig cola, så jeg tankede op med sukkerholdig Fanta i stedet. Efter at have
provianteret med hotdogs og burgere gik det videre og efter ca  Halvtaget. Dette var et rigtig halvtag, da halvdelen bestod af tag og den anden halvdel var et net. Der var sikkert ikke meget tørvejr at finde da blæsten ville få regndråberne til at flyve ind under taget. Efter mørkets frembrud kom der en auto camper ind for natten, han havde desværre et par hunde der morede sig med at stå og bjæffe ad mig, når jeg bevægede mig, efterfulgt af ejerens skælden ud på hundene. Så mere end et par timers søvn blev det ikke til, inden det begyndte at regne omkring midnat. Som forudset var det ikke muligt at finde tørvejr under halvtaget, så jeg kunne lige så godt fortsætte turen. Ca. Det lykkedes mig ikke at finde skygge, så da jeg ankom til Minilya Roadhouse var jeg mere død end levende og kunne knap holde mig på cyklen. I roadhousens skygge kom jeg lidt til mig selv, og fik en masse mad og mælk indenbords. Jeg kvikkede forbavsende hurtigt op, og efter en time på sengen og et brusebad, var jeg ret kry igen. Jeg besluttede at det skulle være sidste gang jeg havde
overnattet i myggeteltet, da jeg nu ville komme til mere regnfulde og
vejrmæssigt ustabile områder, og forærede derfor mit telt, sovepose og
liggeunderlag væk. Desuden besluttede jeg at de Jeg ankom til Carnarvon omkring middags tid, og tilbragte
dagen med at spise, slappe af, og ordne lidt vasketøj og Internet. At det var en god beslutning, viste det sig
de følgende dage. De næste 3 dage kørte
jeg
Billabong Roadhouse udmærkede sig med at køkkenet var lukket, så det var godt jeg havde ekstra havregryn med. Det lugtede langt væk af at ejeren ikke var der den aften, og at damen så ikke gad lave mad til kunderne. Hendes svar på forespørgsel var at "The Kitchen died" Jeg var nu kommet til køligere, og mere regnfulde områder. Fra Bunbury til byen Denmark var der utrolig bakket, men også smukt. Det er her i dette område Australiens største træer er at finde.  Down Town Denmark. Jeg var ved at føle mig klar til en halv fridag igen, jeg var ca. 4 dage forud for tidsplanen, så det havde jeg jo også råd til. Albany er en forholdsvis stor by, og ville være et godt sted at tilbringe lidt tid. Næste morgen ankom jeg til Albany endnu inden der var
lyst. Vejrudsigten sagde ”Thunderstorm” og der blæste en halv pelikan, så hvis
der nogen sinde havde været en god grund til at krybe i ly, og holde fri, var
det nu. Hvis jeg forsatte de Jeg følte mig ret stærk, og den første del af turen var der en del bevoksning jeg kunne få læ af, så det var ikke så slemt. På den sidste halvdel derimod, kom regningen, med intet læ og slagregn. Så det var en meget træt og våd rytter der trillede ind på motellet i Jerramungup sidst på eftermiddagen. Så meget for en halv fridag, men man ligger som bekendt som man har redt! Næste morgen var den kraftige blæst der stadig, og vejen
drejede herfra stik øst de næste Gårdsdagens strabadser sad dog stadig dybt i benene, og
terrænet var ret bakket, som regel med 1- Jeg besluttede derfor at stoppe for dagen når jeg kom til
Ravensthorpe, og begyndte at holde pauser og tage den med ro. Nu skulle jeg så endelig
have mig den halve fridag, og ankom efter Kl. 10.18 var jeg på vej ud af byen igen, med et
sammenbidt udtryk i ansigtet. Byen var blevet beslaglagt af nogle minearbejder
der havde gang i et eller andet 30- Jeg rundede de Dagen efter føltes de Jeg befandt mig nu foran Nullarbor sletten, et Det er verdens største enkelte klump limsten på 250.000 kvadratkilometer til sammenligning er Danmarks areal 43.000 kvadratkilometer. Af mange er denne strækning betragtet som værende den
hårdeste og mest øde at cykle i Australien, men det kan kun skyldtes at de
aldrig har cyklet i det nordlige. Oppe nord på er der betydeligt varmere og længere
afstande mellem roadhousene, typisk 2- Men Nullarbor har vinden, som nok kan tage pippet fra de fleste hvis den er imod, og omvendt give formidable dagsmarcher hvis den er med. Efter godt  Morgen stemning på Nullarbor. Ca. halvvejs over Nullarbor sletten, slipper Western Australia op og bliver til South Australia. Border village ligger netop ved denne grænse, og udmærker sig ved at operere med 3 tidszoner på en gang. 1 for Western Australia, 1 for South Australia og så har de uvist af hvilken grund deres helt egen tid de regner med. Ikke at det betød alverden, da de havde døgnåbent! South Australia Efter godt 5 dage over Nullarbor, kom jeg tidligt morgen til byen Ceduna, den østlige ende af Nullarbor, og havde både haft med og modvind, men jeg satte heldigvis ikke km til på strækningen! Jeg var nu små 5 dage foran tidsskemaet og med kun I Ceduna fik jeg en af mine favoritter hos den lokale bager, nemlig ”Appelpie” de smager utrolig godt, og der kom lige et par stykker med på traileren også. Så ville jeg være smart og skyde genvej til Streaky Bay og
tog en kyst rute jeg havde set på kortet. Det gik også fint de første 3- Jeg fandt overnatning i Streaky Bay, og nu så det så endelig
ud til det skulle lykkedes mig at få en halv fridag dagen efter. Der var små Det blev som tænkt, og jeg stoppede i Elliston, dog syntes jeg ikke jeg opnåede den samme effekt som efter min hviledag i Carnarvon, men skadet har det jo nok heller ikke. Jeg rundede pynten på Eyre Penninsula og havde turens billigste overnatning i byen Tumby Bay, 20$ for et hotelværelse.  Hotellet, Tumby Bay. Umiddelbart efter Port Augusta, skete det jeg havde forventet og frygtet ville ske fra nu af og resten af vejen til Sydney. Jeg blev angrebet af en Magpie, en husskade lignende fugl, der netop på denne årstid har yngelpleje som højeste prioritet. Arbejdet for hanens vedkommen består mest i at jage potentielle æg røvere væk, så som sagesløse cyklister og andet godtfolk. Da Magpier altid angriber bagfra, ved slå ned mod hovedet, havde jeg hjemmefra sat et par øjne bag på min hjelm, for at skræmme dem væk. Det skulle virke på de fleste magpier havde jeg læst, men åbenbart ikke på denne. Jeg overnattede på Hotellet i Snowtown, en lille
hensygnede by, ca. http://www.crimelibrary.com/serial2/snow/ Det er spændende læsning hvis man er til den slags. Hotellet virkede som havde det sovet tornerosesøvn de sidste mange år, bland andet lå der 9 år gamle ugeblade i tv stuen, og alt var luvslidt. Tv stuen indeholdt desuden 3 tv-apparater, men kun 1 kunne bruges til sit oprindelige formål, en anden blev brugt som tv bord. Man stablede vist bare en ny oven på den gamle når den gik i stykker! Mit kammer lå på første sal for enden af en lang gang, og havde udsigt til den nedlagte bank der havde spillet en så kedelig rolle i morder sagen.  Snowtown med Hotellet i baggrunden. Byens historie in mente, var det en lidt spøjs samtale jeg havde med en rullestolsbruger i baren under aftensmaden. Han blev ved at snakke om hvor modig han syntes jeg var, sådan at cykle Australien rundt alene, og om ikke jeg var bange for at blive stukket ned! Jeg syntes det blev lidt underligt efterhånden og sørgede for tilfældigt at flette ind i samtalen at jeg var ventet i Adelaide dagen efter, af Australian Red Cross, sådan bare for en sikkerheds skyld. Da jeg senere gik til ro, stillede jeg min cykel foran døren så den ville vælte og vække mig hvis nogen prøvede at komme ind. Ret neurotisk set i bakspejlet, og mon ikke det var et stunt fra rullestolsbrugerens side, men i situationen virkede det noget mere realistisk. Hvorom alting er, så var jeg stadig i live tidligt næste
morgen, så jeg drog ud i natten, og kunne utrolig nok senere nyde synet af
Adelaide by night, fra en bakketop ca. Adelaide er en meget smuk by, og nok værd at spendere et
par dage i, men det tillod min tidsplan jo ikke. Uden for byen gik det stejlt
opad de næste 9- Victoria Min første
overnatning i Victoria var i byen Dartmoore, en uanselig størrelse der dog
havde det mest nødvendige, et motel og en grocery. Byen husede tilsyneladende
også en kunstner der havde omdannet en alle af store træer til smukt udført
skulpturer af mennesker og fabeldyr. Nok værd et besøg hvis man er på de
kanter. Dagen efter
swingede jeg til højre lige efter Warrambool, og kom dermed ud på Great Ocean Road,
en vej der følger kysten, og afslører
nogle meget unikke udsigter. Den mest berømte er nok de tolv apostle, som
består af 12 klippeformationer der stikker op af havet, tæt på kysten. Og så må
vi heller ikke glemme de mange op og nedkørsler strækningen byder på. Specielt
Layers Hill, med sine små  Udsigt over havet fra Great Ocean Road. Fra Princetown til Geelong kørte jeg hele dagen i regnvejr, og da temperaturen specielt om morgenen var lav, så hundefrøs jeg, dyngvåd som jeg var. Jeg havde dog en opløftende oplevelse den dag, da endnu en Wedgetailed Eagle lettede lige foran mig, svang ud over vejen, og lige akkurat havde højde nok til at glide over en bil der kom kørende. Havde det været en lastbil var den blevet dræbt. Disse store fugle er vildt imponerende at opleve på tæt hold. Fra Geelong havde jeg oprindelig planlagt at tage færgen over til Portsea for at undgå Melbournes trafikhelvede. Det havde der dog været nogle indvendinger imod inden turens start, da jeg så ikke kunne påstå jeg havde cyklet hele vejen rundt. Så for at lukke af for eventuelt senere ”snak” besluttede jeg at svinge op omkring Melbourne alligevel. Jeg vil ikke trætte jer med mine kvaler med den by, kun et godt råd! Skulle i komme kørende på cykel på den strækning, så husk når i ikke længere må køre på freewayen, at blive på venstre side af freewayen!! Så vil i undgå i en masse af de kvaler jeg i min uvidenhed påførte mig selv. På strækningen Warragul – Moe blussede min skræk for
Magpier op på ny, da jeg blev angrebet voldsomt 7 gange på kun Det gik mig dog en del på nerverne, jeg ventede hele tiden at blive angrebet, og beretninger om folk der havde fået ørene hakket til blods og øjne ud, havde jeg i baghovedet. Da jeg ankom til Sale faldt jeg i snak med en anden cyklist og spurte om han kendte et godt råd mod Magpier? Han kunne berette at han aldrig selv var blevet overfaldet, men havde set andre blive det, og han kendte ikke andet råd end at ignorere fuglen og se at komme ud af dens territorium. De sidste 5 dage af turen gik igennem meget bakket terræn,
og da jeg til sidst kun havde New South Wales Bakkerne trak store veksler på de resterende kræfter, da de som regel gik stejlt op og lige så stejlt ned igen til en bro. Her var man nødt til at bremse helt ned da der som regel var en kant mellem vej og bro, der kunne smadre hjulet.  Eden i baggrunden. Wollongong, små Jeg slog nu alt navigation fra og lod mig føre. Jeg havde
til Australian Red Cross annonceret vores ankomst til kl 1.30 eftermiddag, så
vi ville have rigelig god tid til de små  Wollongong i horisonten, og jeg selv ca. 50 km syd for Sydney. Da vi kom til Waterfall, med ca Da vi med sveden haglende ned af os stod og fik pusten på toppen af Mr.Bordings bjerg, kom Eugen Schilter os i møde, det er ham der har verdensrekorden, og fulgte med det sidste stykke ind. Der var brugt alt for meget tid i bakkerne, og nu skulle vi op på den store klinge for at nå til Operahuset i tide. Igen lod jeg mig bare føre, og kunne fuld af beundring følge de to og deres krumspring i den stærke trafik, til tider på tværs af 3-4 vognbaner, her var det bare med at hænge på!  Lars og Eugen. Vi ankom til operahuset kl 13.23, og efter lidt fotografering fortsatte vi til Red Cross Bloodservice.  Ringen er sluttet. Vi blev modtaget af personale fra Australia Red Cross Blodservice, og flere andre, bla. Zanne Jappe Mallett fra Radio SBS i Australien der havde lavet telefon interviews med mig undervejs, der så var blevet sendt ud over SBS radio. Australia Red Cross Blodcenter var vært ved et traktement med sandwicher, og efterfølgende blev jeg interviewet af SBS radio. Turen var slut, og jeg kunne se tilbage på 69 begivenhedsrige dage, med op og nedture. Men i det store hele gik turen lettere end forventet, mest fordi der ikke var så varmt som sidst, og fordi jeg ikke følte mig så presset denne gang. Jeg fik cyklet Slut på Eventyret!  |
All rights reserved