Australien er verdens 6. største land i udstrækning - f.eks. tre gange større end Indien. Det er en udpost for den europæiske civilisation i det sydvestlige Stillehav, for at citere en populær opfattelse blandt de hvide australiere.
Denne holdning afspejler sig i immigrationspolitikken og i den politiske og økonomiske struktur - parlamentarisme og kapitalisme.

Australien og øen Tasmanien er beliggende i den kontinentale del af Stillehavet. Terrænet er overvejende fladt. Langs den østlige kyst strækker den australske bjergkæde sig. I det indre af landet er det store Centralbækken beliggende. Det er ørkenagtigt og omgivet af stepper og savanner. Ørkenzonen strækker sig mod vest.
Den nordlige region er den mest regnfyldte i landet, har tropisk klima og er dækket af tæt regnskov. Klimaet i den sydøstlige del af landet er subtropisk med en regnmængde, der er nogenlunde jævnt fordelt over året. Her er 75% af befolkningen koncentreret.
Der dyrkes hvede, havre, byg og sukkerrør. Australien er en af verdens største hvedeproducenter. Landet råder over verdens største bestand af får, der græsser på stepperne og savannerne i det indre af landet. Det er samtidig en af verdens største mineralproducenter: Kul, jern, bauxit, bly, zink, kobber, nikkel og uran. Det er selvforsynende med olie og har en betydelig industriel kapacitet - koncentreret i den sydøstlige del af landet.
Jorden lider mange steder under en stigende saltudpining. Mange unikke arter fra både plante- og dyreriget er i fare for at blive udryddet pga. ødelæggelsen af deres traditionelle vækstbetingelser.

Folket: Da englænderne «opdagede» Australien i 1778 var det beboet af en oprindelig befolkning - aborigines - på omkring 250.000 fordelt på 500 stammer. I 1901 var der kun 66.000 tilbage.
I dag repræsenterer de 1% (200.000) af den samlede befolkning. De lever overvejende side om side med de europæiske efterkommere, men under socioøkonomisk langt mere nedværdigende vilkår.
Efterkommerne af briterne udgør i dag omkring to tredjedele af den samlede befolkning. Den øvrige udgøres overvejende af indvandrere fra Asien, Europa og Latinamerika.

Religion: Kristne 74%, (24% anglikanere, 27% katolikker, 8% tilhørende enhedskirken, metodister o.a.) Buddhister, muslimer, konfusianere og andre grupper 13%.

Sprog: Engelsk

Politiske partier: Det liberale Parti (centrum-højreorienteret). Nationalpartiet (NP). De 2 partier vandt i en alliance valget i 1996. Labour partiet, Det demokratiske Parti (centrumsorienteret). New Left Party - dannet i 1989 efter opløsningen af kommunistpartiet. Endvidere: Socialistpartiet, Kommunistpartiet-ML samt de Grønne.

Sociale organisationer: Det australske LO, ACTU er den største landsorganisation med 133 tilsluttede forbund.

Officielt navn: Commonwealth of Australia

Administrativ inddeling: 6 stater og 2 territorier

Hovedstad: Canberra, 368.000 indb. en 1999

Andre vigtige byer: Sydney, 3.985.800 indb.; Melbourne, 3.317.300 indb.; Brisbane, 1.535.300 indb.; Perth, 1.365.600 indb.; Adelaide, 1.115.900 indb. (2000)

Regering: Parlamentarisk monarki. Peter Hollingworth er generalguvernør udpeget af den engelske dronning. John Howard er siden marts 1996 premierminister, genvalgt i 1998. Parlamentet har to kamre: Repræsentanternes hus med 150 medlemmer og senatet med 76. Udenrigspolitisk kan landet efter dets deltagelse i USA's angrebskrig mod Iraq i 2003 betegnes som en slyngelstat.

Nationaldag: 26. januar. Australiens dag.

Væbnede styrker: 56.100 (deriblandt 7.500 kvinder)

Afhængige områder: Cocos Islands, Coral Islands, Norfolk, Christmas Island

Indvandring og kolonisering

Australiens første indbyggere ankom for ca. 50.000 år siden fra det sydøstlige asien, men det er ikke muligt præcist at fastslå, hvornår der ankom en større etnisk homogen gruppe til kontinentet. Australiens første indbyggere, der af europæerne blev kaldt «aborigenes» havde 260 sprog og et tilsvarende antal kulturer.
Alligevel havde de en række fællestræk - tilpasset leveforholdene i landet. De var samlere og halvnomade jægerfolk. Dagliglivet var knyttet til en universel proces gennem ritualer, hvis formål var at markere årstidernes afvekslen og indsamlingen af fødevarer.
Jorden var fælleseje og samfundet rummede ingen anden form for lagdeling end den der blev opnået gennem prestige i udfoldelsen af de religiøse ritualer.

Udviklingen på dette grundlag fortsatte helt frem til europæerne ankomst til Australien. Den spanske søfarer Vaez de Torres var den første europæer der i 1606 «opdagede» landet, men koloniseringen satte først ind i 1770 da den britiske kaptajn James Cook gik i land og erklærede den østlige del af landet for at tilhøre den britiske krone.
I 1788 ankom den første gruppe briter for at slå sig ned i Australien.
Ud af de 1030 der gik i land hvor storbyen Sydney i dag ligger, var der 760 straffefanger.
Efter at de nordamerikanske kolonier var gået tabt, skulle Australien nu blive stedet, hvor briterne skaffede sig af med sine langtidsfanger. Af de titusinder der ankom frem til 1830, var kun 18 % frie mennesker.
Frem til indstillingen af transporterne af straffefanger i sidste halvdel af 1800 tallet, var der ankommet over 150.000 af dem - heraf 15 % kvinder. Repræsentanter for den britiske regering tildelte jord til dem, der var villige til at tage straffefanger som arbejdskraft.
Jord der blev røvet fra den indfødte befolkning. Stadig større dele af kontinentet blev koloniseret, og ved midten af 1800 tallet var der opstået seks forskellige britiske kolonier i Australien.

Australien fungerede samtidig som sikkerhedsventil for de sociale spændinger, som den voldelige industrialisering af Storbritannien medførte. Størstedelen af den akkumulerede rigdom blev ført tilbage til England og bidrog i betydelig grad til kapitalakkumulationen der.
Endelig udgjorde Australien en vigtig brik for den britiske krone i dens kontrol over søvejene. Det australske samfund var i denne periode karakteriseret ved en stærk autoritarisme, der bl.a. var en konsekvens af landets funktion som fangekoloni.
Lokalregeringen var begrænset til en højtrangerende militærmand udpeget af kronen til at overvåge fangebefolkningen og til at beskytte landet mod mulige angreb fra andre europæiske magter.

Krigen mod urbefolkningen

Koloniseringen af landet startede ved kysterne og trængte gradvist længere ind i landet. Briterne opførte sig, som om landet var ubefolket. Europæernes ankomst og kolonisering af landet var således en katastrofe for urbefolkningen.
Den brutale indtrængning på deres områder forstyrrede deres livsform, fratog dem deres jagtområder og vandingssteder, og bragte tidligere ukendte sygdomme og alkohol med sig.
Europæernes krig mod urbefolkningen kostede omkring 80 % af befolkningen livet. Briternes måder at løse «aborigineproblemet» på var henrettelser, forgiftning af drikkevand og fødevarer samt koncentration af urbefolkningen i reservater ledet af briter.
Først i vore dage er befolkningstallet atter begyndt at stige.

Aboriginereligionen der var baseret på et stærkt religiøst forhold mellem mennesket og jorden var en hindring for koloniseringen af landet. Derfor blev den systematisk nedvurderet og forfulgt, ligesom de oprindelige sprog blev undertrykt.
Urbefolkningen mistede først de landområder, der var rigest på naturressourcer.
Europæerne satte sig på de bedste fiskeområder, og de jorde der var bedst egnet til dyrkning og græsning. Den industrielle revolution i Storbritannien tog sit afsæt i tekstilindistrien, hvilket gav et betydeligt marked for uld.
Europæerne introducerede derfor fåreavl, og endnu i dag er Australien verdens største fåreeksportør.

Udviklingen af landbruget og opdagelsen af betydelige forekomster af guld og andre værdifulde mineraler gav i perioden 1830-60 landets økonomi et voldsomt skub fremad.
Mulighederne for hurtig berigelse accelererede indvandringen og førte til, at europæerne besatte stadig større jordarealer. Da deres modstand slog fejl, blev urbefolkningen marginaliseret og presset ud i landets mest golde egne.
Men samtidig var livet i landområderne gennem lange perioder præget af urbefolkningens guerillakamp mod erobrerne med det formål at ødelægge deres produktion og genvinde de tabte territorier. Når modstanden blev knækket, blev urbefolkningen tvunget til at underskrive «arbejdskontrakter», der var forfattet på engelsk - et sprog de ikke forstod. Disse kontrakter gjorde dem til ubetalte arbejdere, slaver, slavinder og konkubiner, der blev udsat for de hårdeste disciplinære foranstaltninger.


Den hurtige indvandring til landet førte frem til 1860 til en tredobling af befolkningen, der nåede op på 1,1 million, og yderligere ½ million kom til over det følgende tiår.
Den hastige udvikling skabte social uro. Landets eneste væbnede opstand fandst sted i 1854, da guldgravere forsøgte at sabotere et forsøg fra myndighedernes side på at erklære alle guldfund for regeringsejendom.
Oprøret blev knækket med våbenmagt og 30 guldgravere blev dræbt. Men ud af dette opstod der flere demokratiske bevægelser.

Den videre økonomiske udvikling, bl.a. et nyt «goldrush» i 1890'erne, gav anledning til organisering af arbejderklassen.
De første fagbevægelser blev organiseret trods voldsom repression og modtiltag mod strejkebølger i 1880- og 90'erne. Der blev bl.a. protesteret mod import af billig arbejdskraft fra naboområder i Stillehavet.
Den sociale uro øgedes, da arbejdsløsheden steg stærkt som følge af guldeventyrenes afslutning. Der var samtidig tale om en hastig afvandring fra minedistrikterne til byerne, en hastig urbanisering, der igen gav grundlag for en hurtig industrialiseringsproces, der især var koncentreret omkring Sydney og Melbourne.

Kampene styrkede arbejderbevægelsens politiske arm. Australiens Arbejderparti blev dannet i 1891 på det samme socialdemokratiske grundlag som dets søsterpartier i Europa.
Arbejderpartiets politiske styrke øgedes hurtigt, da de seks tidligere kolonier på det australske kontinent gik sammen i en føderation i 1901.
I løbet af 1800 tallet var kolonierne blevet selvstyrende, og nu blev kolonierne samlet i en nation efter nordamerikansk mønster.
Da føderationen blev dannet, var 98 % af Australiens indbyggere efterkommere af indvandrere fra de britiske øer. Noget af det første man gjorde i det nye australske parlament var at vedtage en lov for at sikre, at Australien skulle forblive «hvidt». I praksis blev ikke-europæiske indvandrere udelukket - f.eks. gennem sprogprøver.
Loven var i første række rettet mod japanerne og havde stærke racistiske undertoner. Denne indvandringspolitik fortsatte helt frem til 1950'erne.

Det australske arbejderparti stod for en moderat socialreformisme, som gjorde det muligt for partiet allerede i 1904 at indgå i en regeringskoalition med liberale grupper.
Fra 1910 til 1917 havde Arbejderpartiet regeringsmagten alene. Australien havde den højeste faglige organisationsprocent i verden i denne periode, og parti og fagbevægelse var nært sammenknyttet.
En række sociale reformer så dagens lys. Sammen med New Zealand var Australien blandt de første lande i verden, der gav kvinder stemmeret. Det var i 1902. På arbejdsmarkedet blev princippet om minimumsløn slået fast. Og industrien blev beskyttet mod importvarer med høje toldmurer.


Der var bred politisk enighed om, at Australien skulle deltage i krigen i Europa, da den i 1914 brød ud. Da Australien var nært knyttet til det britiske imperium - bl.a. ved at den britiske konge også var Australiens konge - opfattede politikerne det på den måde, at Australien automatisk blev inddraget i krigen gennem den britiske krigserklæring mod Tyskland.
Over 400.000 frivillige australiere deltog i krigen. 60.000 af dem mistede livet. En kvart million blev såret på slagmarker tusinder af kilometer fra Australiens kyster. Efterhånden som krigen fortsatte, udvikledes skepsisen dog, og et forslag om tvungen værnepligt blev to gange forkastet ved folkeafstemninger.
Skepsisen var stærk på Arbejderpartiets venstrefløj. Krigsudgifterne bremsede de sociale reformer. Leveomkostningerne øgedes med 50 % fra 1914 til 1919. Der blev slået hårdt ned på strejker. Fra USA kom der syndikalistiske tanker via «Industrial Workers of the World». Revolutionen i Rusland i 1917 skabte også efterdønninger i Australien.
Arbejderpartiet blev splittet og tabte valget i 1917. Nogle af udbryderne på højrefløjen havde slået sig samme med liberale og dannet et Nationalistparti, der vandt valget.
Arbejderpartiet genvandt ikke regeringsmagten før 1929. Da havde Australien gennemlevet flere år med social uro, faldende realløn, undertrykkelse af strejker og stigende arbejdsløshed. Australien blev hårdt ramt af verdensdepressionen, fordi økonomien var så afhængig af eksporten af varer fra primærerhvervene, og priserne på disse varer faldt stærkt.

Australiens Kommunistparti var blevet dannet i begyndelsen af 1920'erne. Medlemmerne var aktive i fagbevægelsen, men partiet nåede ved valgene ikke op over spærregrænsen. Den ideologiske debat i Australien var fattig og desuden var antikommunismen stærk - bl.a. fra de dele af Arbejderpartiet der havde en romersk-katolsk baggrund, særlig fra Irland.
Men den sociale og politiske uro førte til ny splittelse i Arbejderpartiet, der tabte valget i 1931. Samme år var minimumslønnen sat ned med 10 %. Arbejdsløsheden var i 1933 kommet op på over 25 %, men nu vendte verdenskonjunkturene sig.

Australien sluttede sig nærmest automatisk til de allierede, da anden verdenskrig brød ud. Australske styrker deltog i Europa og i Mellemøsten.
Først da Japan kom med i krigen fik australierne den tættere på livet. Det gjaldt særligt, da Singapore i 1942 faldt, og da Australiens nordligste by Darwin to måneder senere blev bombet af japanerne.
Australien blev ikke udsat for egentlig invasion, men USA's general MacArthur's bragte krigen tættere på, da han henlagde sit hovedkvarter til Melbourne.

Krigen havde imidlertid langt større betydning økonomisk og socialt. Industrien blev stillet overfor store opgaver, arbejdskraft blev dirigeret til steder hvor den behøvedes, og der blev indført rationering.
Da Arbejderpartiet var blevet samlet og i 1941 havde generobret regeringsmagten, kunne forandringerne ske i tæt samarbejde med fagbevægelsen. Kvinderne blev pludselig betydningsfulde. Fra at være barne- og husmødre blev de nu efterspurgt - både i industrien og som hjælpere i de væbnede styrker.
Kommunistpartiet blev forbudt i 1940 som følge af sin anti-krigsagitation. Forbuddet blev opretholdt, også da partiet skiftede holdning efter Hitlers angreb på Sovjetunionen i 1941.
Men som i andre vestlige lande, øgedes tilslutningen til partiet i løbet af krigen. I 1939 var partiets medlemstal 5.000. I 1945 var det femdoblet.

Efterkrigstiden

Da krigen sluttede, var 30.000 australske soldater dræbt og, 65.000 såret.
Industrialiseringen havde taget et nyt stort skridt fremad. Sociallovgivningen var fortsat med velfærdsstaten som mål. Men arbejderpartiregeringen faldt på sit forsøg på at få kontrol over de private banker.
Det skete ved valget i 1949. Da havde regeringen kort tid forinden isoleret sig fra arbejderbevægelsen ved at tage undtagelseslove i anvendelse og bruge soldater og strejkebrydere under en to måneders kulminestrejke.
Den kolde krig havde gjort sin entre. Kommunisterne blev anklaget for at stå bag uroen i arbejdslivet og undergravelse af samfundet.
Et år efter at en konservativ regering i 1949 var kommet til magten, foreslog den at forbyde Kommunistpartiet, beslægtede organisationer og deres aviser. Forslaget blev dømt forfatningsstridigt af Højesteret og forkastet ved en folkeafstemning. Arbejderpartiets ledelse havde kæmpet mod forslaget.
Men kommunisthetzen forgiftede atmosfæren og førte til en ny splittelse i Arbejderpartiet, der ikke genvandt regeringsmagten før i 1972. I 1955 brød en gruppe ud og dannede et anti-kommunistisk arbejderparti.

Anden verdenskrig havde svækket båndene mellem Storbritannien og Australien. Krigen havde vist, at den gamle kolonimagt ikke længere var istand til at garantere koloniernes sikkerhed overfor den japanske fremmarch. Istedet etablerede USA sig som «garant» for sikkerheden i stillehavsregionen.
Koreakrigen i 1950-53 førte til betydelige stigningner i prisen på uld, og gavnede dermed Australiens økonomi. Samtidig hindrede den, at forskellen mellem indkomsterne i byerne og på landet blev øget.

Udenrigspolitisk støttede Australien sig til USA og de vesteuropæiske magter. Det britisk-franske overfald på Egypten i 1956 blev accepteret og australske styrker blev sendt til Korea, Malaya og Vietnam. Samtidig indgik landet militæralliancer med USA og andre anti-kommunistiske lande.
I første omgang med undertegnelse af ANZUS pagten i 1951 mellem Australien, New Zealand og USA. Pagten skulle garantere militær assistance mellem de 3 lande, for at garantere de nordamerikanske interesser i regionen. Det var samtidig denne alliance der drog Australien ind i krigene i specielt Korea og Vietnam, hvilket førte til, at landets internationale image led et betydeligt tab og til udviklingen af en vigtig fredsbevægelse.

Arbejderpartiet genvinder regeringsmagten

I 1972 generobrede et samlet Arbejderparti magten. Vietnam-kritiken mod den konservative regering bidrog til sejren. Australiens styrker blev trukket ud af Vietnam, og der blev oprettet diplomatiske forbindelser med Folkerepublikken Kina.
Arbejderpartiregeringen indledte et omfattende socialprogram, der indebar store udgifter. Iværksættelsen af dette program skete samtidig med, at verdens lande blev ramt af et nyt økonomisk tilbageslag. Prisstigninger, arbejdsløshed og modarbejdelse fra kapitalkræfterne førte til, at Arbejderpartiet led nederlag ved valget i 1975.
En konservativ regering tog over, men arbejdsløsheden fortsatte med at stige. En række strejker blev organiseret - dels om løn- og arbejdsforhold, men også som protest mod de konservatives beslutning om at udvinde og eksportere uran.
Radikale grupper gik sammen i aktioner for at forhindre, at Australien skulle bidrage til spredning af uran, som man ikke har nogen overblik over konsekvenserne af.

Japan blev i 1960'erne den største aftager af mineraler fra den australske undergrund og financierede i samme periode eftersøgningen efter kulforekomster. Udvindingen af Australiens store forekomster forsyner i dag både den nationale industri og den enorme japanske industri.
I 1983 lancerede koncernerne med interesser i udvindingen af guld, uran, bauxit, jern og diamanter en kampagne for at overbevise befolkningen om, at urbefolkningens territorialrettigheder var kompromitterende for landets økonomi.
Som konsekvens glemte den føderale regering sit løfte om en føderal lov til sikring af deres rettigheder. I de fleste tilfælde blev urbefolkningen som følge af presset fra koncernerne tvunget til at underskrive aftaler, der var skadelige for deres hellige pladser, miljøet og deres traditionelle levevis.

Fortsat undertrykkelse af urbefolkningen

Selvom urbefolkningens situation er vanskelig i hele Australien, varierer levevilkårene en hel del fra delstat til delstat. I Nordterritoriet eksisterer der f.eks. en forholdsvis avanceret lovgivning, hvor urbefolkningens rettigheder respekteres. I Tasmanien er myndighederne samtidig i gang med initiativer til beskyttelse af urbefolkningens rettigheder, og for mere beslutsomt at bekæmpe diskrimineringen.
Men urbefolkningen er fortsat andenklasses borgere i deres eget land.
Ifølge nationale og internationale menneskerettighedsorganisationer døde der gennem 1987 i gennemsnit 2 fængslede folk fra urbefolkningen om måneden.
Ifht. befolkningssammensætningen svarede det til, at der i samme periode månedligt døde 100 fanger af europæisk baggrund. I 1981 var der 775 fængslede for hver 100.000 indbyggere fra urbefolkningen, mens tallet for australiere med europæisk baggrund var 67. I Queensland udgør urbefolkningen 2% af indbyggerne, men 35% af de indsatte i fængslerne.
I Vestaustralien udgør de ligeledes 2% af befolkningen, men 44% af de indsatte. (Se 4. verden).

Under disse omstændigheder nedsatte den føderale regering en kommission til undersøgelse af dødsfaldene blandt de indsatte med aborigine baggrund.
Efter flere års arbejde og undersøgelser fremlagde kommissionen en foreløbig rapport, der ikke klart var i stand til at identificere de reelle årsager til dødsfaldene eller udpege de ansvarlige.
Rapporten blev kritiseret af talsmænd fra forskellige grupper i urbefolkningen, der karakteriserede den som en «vittighed» overfor hele befolkningen.

Også på sundhedsområdet er urbefolkningen dårligere stillet end resten af befolkningen. Den plages af sygdomme, der stort set er udryddet blandt australiere af europæisk herkomst, og overfor hvilke der eksisterer fuldstændige muligheder for beskyttelse.

Krisepolitik

Australien ligger helt på linie med New Zealand i kritikken af Englands og Frankrigs atomprøvesprængninger i Stillehavet, men da New Zealand stort set trak sig ud af ANZUS, førte det til en omfattende intern revurdering i den australske regering omkring landets placering i alliancerne og i regionens politik.
På denne baggrund indledte USA forhandlinger med Australien for at bevare sin militære tilstedeværelse i landet og sine kommunikationscentre, der har stor strategisk betydning.

På det økonomiske plan har lukningen af landbrugsmarkederne i Europa og USA været en stor udfordring for landet. I 1989 foreslog Australien oprettelsen af APEC (Asian and Pacific Economic Cooperation).
Samtidig ønskede landet at gøre sig til talsmand for de fødevareeksporterende lande, og var initiativtager til oprettelsen af den såkaldte «Cairnsgruppe» under Uruguayrunden i GATT.

I 1989 viste tal fra Australiens Nationale Universitet, at 1% af befolkningen rådede over 20% af landets rigdomme, og af 13% af befolkningen levede under fattigdomsgrænsen.
Den økonomiske og sociale krise blev stadig dybere, og i 1991 rundede antallet af arbejdsløse 1 million.
De udgjorde en permanent pression mod Bob Hawkes arbejderpartiregering, der blev udsat for kraftig opposition fra de øvrige politiske partier og fra betydelige dele af arbejderbevægelsen.
Hawke var kommet til magten i 1983, efter i 11 år at have formand for landets LO, ACTU. Han indledte sin mandatperiode med en meget stor folkelig støtte.

I slutningen af 80'erne støttede Hawke sig til de mest konservative kræfter indenfor Arbejderpartiet og indledte en række reformer, der tog sigte på at liberalisere økonomien gennem bl.a. en forceret privatisering af offentlige virksomheder.
Befolkningens utilfredshed steg og internt i partiet øgedes oppositionen. Det udviklede sig til en egentlig magtkamp om kontrollen over partiet mellem premierminister Hawke og hans tidligere økonomiminister Paul Keating.
I december 1991 foretog partiet en intern afstemning for at afklare magtkampen og for at afpudse regeringens ansigt. Keating vandt det interne valg og blev ny premierminister.
Kort tid efter sit valg annoncerede Keating yderligere liberaliseringer af økonomien. Det førte til voldsom kritik fra fagbevægelsen og partiets venstrefløj.

I 1992 nåede arbejdsløsheden op på 11,1%. Regeringen gennemførte lovgivning for at øge beskæftigelsen og reducerede indvandringen til landet med 27%.
Dette skabte spændinger med New Zealand. Ved valget i 1993 fik Arbejderpartiet 50,5% af stemmerne. Et af Keatings valgløfter var at give spørgsmålet om urbefolkningen en højere prioritet.
En domstol havde givet urbefolkningen ret til fremsættelse af krav om tilbagelevering af deres jorde. Alligevel fremsatte regeringen en lovpakke til beskyttelse af mineraludvindingen og fåreavlen, netop i de områder hvor urbefolkningen ønskede at få tilbageleveret jord.
Pakken bekræftede de skøder, der var udstedt i perioden 1975-93 og oprettede samtidig et tribunal, der skulle afgøre erstatningsspørgsmål omkring de berørte jorde.
Urbefolkningens Jordråd satte sig imod disse tiltag fra regeringens side og beskyldte Keating for at løbe fra sine valgløfter.

Regeringen gik samtidig i gang med at udvikle forbindelserne med landene i regionen. Især gennem projekter som «Thai-Laos Venskabsbroen», der blev financieret og bygget af Australien over Mekongfloden, der adskiller de to lande. Med noget større besvær fortsatte tilnærmelsen til Indonesien, Malaysia, Kambodia, Vietnam, Kina og Nordkorea.

I 1995 blev spørgsmålet om uafhængighed sat på dagsordenen, da Keating offentliggjorde, at Sir William Deane der var dommer i højesteret erstattede Bill Hayden som generalguvernør. Keatings planer var senest i 2001 at erstatte denne post med præsidentposten - for første gang i landets historie.
På det økonomiske område fortsatte regeringen sin politik med privatiseringen af luftfartsselskaberne Qantas og Australian National Line.

Samme år førte Frankrigs atomprøvesprængninger på Mururoa atollen til folkelige protester i hele Australien. Keating og Chirac regeringerne stødte voldsomt sammen og afbrød de diplomatiske forbindelser.
Den australske delegation der rejste til Europa med ministeren for Stillehavsanliggender i spidsen vandt ikke gehør for sine synspunkter hos den britiske regering, der afviste at konfrontere sig med Frankrig. Storbritanniens holdning styrkede kravet om uafhængighed i Australien.

Ved valget i marts 1996 vandt John Howard fra det liberale parti over sin forgænger fra Arbejderpartiet. Howard overdrog premierministerposten efter at have lovet en «moralsk styrkelse» blandt landets ledere.

I 1996 godkendte højesteret urbefolkningens ret til at kræve brugsretten til jord, der blev brugt til græsning eller minedrift. I august 1997 førte overvejelserne om åbningen af en ny uranmine i den nordlige del af landet til voldsomme protester blandt urbefolkningen. Lederne af protesterne - blandt dem flere kvinder - fastholdt, at minedriften ville forurene deres områder, og at pengene ville ødelægge deres kultur.
I slutningen af året fremsatte flere grupper krav om anerkendelse af deres ret til store kyst- og havområder.

Amnesty International kritiserede stigningen i antallet af dødsfald blandt folk med aborigine baggrund i fængsel eller i politivaretægt. I oktober blev det afsløret, at politiet i delstaten Victoria udspionerede, infiltrerede og brød arkiver op tilhørende etniske grupper, aborigines, journalister samt Greenpeace eller organisationer der kæmpede mod AIDS.
En højtstående funktionær i efterretningsvæsnet forsvarede aktiviteterne med henvisning til, at «de var et grundliggende middel til forsvaret af den offentlige orden».

I april 1998 fyrede speditionsfirmaet Patrick Stevedores med regeringens fulde godkendelse alle sine 1400 arbejdere. Det førte til, at havnearbejdernes fagforening, MUA (Maritime Union of Australia) startede en strejke, der blev en af de største sociale konflikter i landets historie.
I maj beordrede en domstol de fyrede arbejdere genansat, hvilket var et alvorligt slag for den liberale regering.

Australien greb på forskellige måder ind i kriserne i de to nabolande, Indonesien og Papua New Guinea. Landet stod i spidsen for den FN fredsstyrke der i september 1999 gik i land i Østtimor for at standse folkemordet og overgrebene fra Indonesiens side på den østtimoresiske befolkning efter at landet havde stemt for selvstændighed.

I november 1999 gennemførtes en folkeafstemning, hvor australierne skulle tage stilling til, om dronning Elizabeth II skulle forblive landets overhoved, eller om landet skulle omdannes til republik. 54 % stemte for fortsat monarki. Oppositionen lagde skylden for nederlaget på premierminister Howard, der havde udformet forslaget på en sådan måde, at den fremtidige statschef skulle udpeges af den siddende premierminister i samråd med oppositionens leder og derefter godkendes i parlamentet. Den manglende mulighed for at vælge en præsident ved direkte valg fik mange til at stemme mod forslaget.

I september 2000 kritiserede FN i en rapport Australien for dets behandling af den oprindelige befolkning (Aboriginals), og især for den ændring af jordlovene, der saboterede forsoningsprocessen mellem regering og indfødte. Af frygt for fremtidige krav om erstatning, afviste regeringen at komme med en offentlig undskyldning for statens overgreb mod den oprindelige befolkning gennem historien, sådan som den oprindelige befolknings ledere ellers havde foreslået. I stedet fremsatte regeringen en officiel «beklagelse» af de historiske overgreb.

World Economic Forums møde i Melbourne i september 2001 blev mødt af protester, da omkring 10.000 demonstranter blokkerede adgangsvejene til Crown Casino, hvor mødet skulle finde sted. Presset af forumets arrangører slog politiet hårdt ned på demonstranterne.

I januar 2002 indledte 211 asylsøgende i Woomera asylcentret en sultestrejke i protest mod forholdene i centret og vanskelighederne ved at opnå asyl i landet. Som led i strejken syede flere af deltagerne deres mund sammen. FN's Højkomissariat for Flygtninge (UNHCR) karakteriserede tilbageholdelsen og detentionen af de asylsøgende som «unødvendig» og «uacceptabel».
Premierminister Howard forsvarede den obligatoriske tilbageholdelsespolitik som et middel til at slå fast at: «man ikke bare kan rejse illegalt ind i Australien», og videre at: «hverken fordømmelse fra internationale organisationers side, sultestrejker eller selvmordsforsøg vil få os til at ændre flygtningelovgivningen».

En stor del af de aylsøgende er afghanere. Selvom FN havde anmodet om, at der ikke generelt blev stillet spørgsmålstegn ved disses ret til at søge asyl, så argumenterede Australien med, at situationen i Afghanistan var radikalt ændret efter Talibanstyrets fald. I stedet tilbød Australien økonomisk støtte for at få afghanerne til at vende tilbage til Afghanistan.
I april lykkedes det et antal asylsøgende at undslippe Woomera lejren og være på flugt en uges tid. Flugten blev mulig efter at flere hundrede demonstranter havde væltet hegnet omkring lejren i protest mod behandlingen af de asylsøgende.

Den australske befolkning blev stærkt berørt af terrorattentatet på Bali i oktober 2002, eftersom 94 af de 190 ofre var australske turister. Premierminister Howard erklærede, at han ville skaffe retfærdighed for de dræbte ved at støtte USA i dets kamp mod terrorismen, trods det at en række religiøse ledere advarede imod, at dette kunne udsætte australiere for fremtidige attentater.

Urbefolkning, kvinder og indvandring

Australiens urbefolkning blev frem til slutningen af 2. verdenskrig ikke ofret megen opmærksomhed. Men i 1950'erne begyndte den konservative regering at gennemføre en politik, der tog sigte på at assimilere dem med det europæiske flertal.
Efterhånden formulerede urbefolkningen krav om respekt for sin kultur og livsform. I 60'erne blev Arbejderpartiet talsmand for de forskellige grupper i urbefolkningen og bidrog dermed til, at deres krav blev offentligt kendte og til en begyndende anerkendelse fra opinionens side.
I 1967 blev der med støtte fra Arbejderpartiet gennemført en folkeafstemning, hvor flertallet støttede anerkendelsen af urbefolkningens borgerrettigheder og overførslen af spørgsmål vedr. denne befolkningsgruppe til den føderale regering.
Men urbefolkningen har endnu ikke fået den australske stats anerkendelse af dens ret til dens jorde. Den australske urbefolkning udgør i dag ca. 200.000 mennesker. To tredjedele af dem lever ikke længere i stammesamfund, men bor i byområder.
For det moderne Australien er denne befolkningsgruppe uden tvivl anden klasses. En minoritet af urbefolkningen lever fortsat i områder, som europæerne holder sig fra.
Det gælder ørkenområderne i landets centrale dele og regnskovsområderne i den nordlige del. Her fastholder de deres religiøse og sociale traditioner.

Kvinderne har i de fleste tilfælde formel ligestilling med mændene, men i praksis er der langt igen. Traditionelle holdninger er mindst lige så stærke i Australien som i de Vesteuropæiske lande.
Kun en tredjedel af de universitetsstuderende er kvinder, 8 % af juristerne, 14 % af lægerne. Børneinstitutionerne er sparsomme.
Indenfor politikken spiller kvinderne fortsat en ubetydelig rolle: I løbet af 1970'erne voksede der dog kvindebevægelser frem i de større byer.

Australien forblev et «hvidt» land i efterkrigstiden, selv om indvandringsreglerne for ikke-europæere blev lempet noget i 60'erne. Af de over tre millioner indvandrere efter 1945 kom det overvejende flertal fra Europa, og omkring halvdelen fra Storbritannien.
Indvandringen var planlagt. Australien behøvede arbejdskraft, fremfor alt faglært arbejdskraft. Kvoterne for indvandringen blev imidlertid sat stærkt ned i 1970'erne, da arbejdsløsheden steg.
Australien er fortsat en europæisk - for ikke at sige britisk - forpost i Stillehavet. Selv de mange sydeuropæiske indvandrere har måttet erkende, at man helst skal have britiske forfædre for let at kunne glide ind i samfundet. Dette har givet og giver anledning til sociale konflikter.
De politiske bånd med Storbritannien er alligevel blevet stadig mere svækket, som følge af det tidligere moderlands faldende økonomiske betydning. I 1960 gik 25 % af eksporten endnu til Storbritannien. I 1975 var andelen nået ned på 6 %. Samtidig blev Japan en stadig vigtigere handelspartner. Bl.a. af den grund begyndte Australien fra 1970'erne at orientere sig mere i retning af sine asiatiske naboer. Forposten er i færd med at finde sin rolle som en del af Asien.