Mit Australske eventyr var et forsøg på at sætte ny rekord. Den røde prik på billedet viser ruten i grove træk , det blev til i alt 13.819 km, heraf de 11.106 km på cykel, igennem al slags terræn, fra bjerge til sletter og ørkener, og med temperaturer der svingede fra 0 til 33 grader. Jeg valgte at starte i Brisbane og køre mod uret. Det var der flere grunde til. En af dem var varmen som var min største bekymring på turen. Jeg ville derfor starte i Juli måned fra Brisbane og køre mod nord der i denne måned har sin "koldeste" periode. Det betød så at jeg efter en god måned ville runde vest Australien og komme til det sydligste, hvor temperaturen var køligt på grund af kolde havstrømme fra Antarktisk, men som på det tidspunkt dog har stigende temperaturer. En anden grund var vinden, da der skulle være størst chancer for medvind når man kører den vej rundt. Endeligt ville jeg så også passere "problem" områderne på den første del af turen, hvor kræfterne var størst. Jeg har på mine tidligere ture altid haft telt med, men på denne tur valgte jeg den fra, da dagenes længde (10-12 timer) gjorde at der højst kunne cykles 9-11 timer hvis der også skulle slås lejr og brydes op om morgenen. Jeg overnattede derfor i Roadhouses og hvor det ellers var muligt. En anden grund til at vælge telt og sovepose fra var den hygiejniske. Jeg erindrer endnu lugten efter 28 dage tværs over Canada, og her var der altså tale om 66 dage med ind imellem ekstrem varme. Turen gennemførtes uden nogen form for hjælp udover den nødvendige indkøb af fødevare, cykeldele og overnatning på roadhouse m.m. Jeg medbragte ingen form for specialkost eller energidrikke, men levede på turen udelukende af den mad og drikke der tilfældigvis kunne fås i butikkerne og roadhousene. Hvordan gik det så?? Ja, nogen rekord blev det jo ikke til, men jeg fik da cyklet godt 11.000 km i et land der bød på helt enestående naturoplevelser , eksotisk dyreliv, og et klima der er meget anderledes end i Danmark. Turen startede planmæssigt den 11-7-02, men allerede efter den første dag måtte jeg opgive at cykle om natten. Det var simpelthen alt for farligt med lastbilerne der ikke havde meget tilovers for cyklister. Det kunne så ikke lade sig gøre at klare turen på de 50 dage jeg havde sat mig som mål, dertil var dagens længde for kort her, så tæt på Ækvator. Turen op ad østkysten til Townsville bød på mange fremmede dyrearter. Selv om jeg så nogle få levende kænguruer på denne strækning var de fleste dog trafikdræbte. Jeg havde de første 2500 km 8 punkteringer. Ret usædvanligt, men det skyldtes nok dels at rabatten, hvor jeg for det meste var henvist til at cykle, var fuld af småsten, og dels dækkene, der trods et godt og anerkendt mærke tilsyneladende var produceret på en dårlig mandag. De blev også indirekte årsag til at jeg måtte tilbringe en ufrivillig 0 dag i Camooweal. Efter at have skiftet dækkene ud havde jeg kun 2 punkteringer de resterende ca.8600 km. af turen. Som dagene gik, og jeg kom længere nordpå, blev der varmere og mere tropisk, og jeg ankom til Darwin i 33 graders varme på dag 17, turens nordligste punkt. Derefter gik turen vestpå til "The Kimberlyes" Et bjergområde på ca. 10 gange Danmarks størrelse, og med kun 25.000 indbyggere, hvoraf langt de fleste bor i de få byer der er i området. Strækningen Darwin - Port Hedland står for mig som den hårdeste del af turen, men samtidig også den smukkeste og det område der gav de fleste oplevelser med dyrelivet. Strækningen bestod af adskillige etaper med små 300 km imellem Roadhousene, og med temperaturer over de 30 grader. Det indebar at natkørsel blev en del af min dagligdag, for at få cyklet så langt som muligt inden det blev for varmt. Mødet med dyrelivet blev også mere spændende, ja lidt for spændende til tider. Der gik af og til løse kvægflokke rundt. Nogle gange kunne jeg lugte dem i mørket, andre gange også høre dem, og indimellem dukkede der en flok op i lyskeglen fra min cykel, og så var det med at få bremset ned, da de ikke var så hurtige til at flytte sig. Helt ufarligt var det da heller ikke, da de sommetider kom buldrende tværs over vejen, for at komme væk fra mig. Der var af og til også kænguruer der hoppede over vejen i mørket, så da jeg nærmest ved et mirakel undgik at ramle ind i en af dem, begyndte jeg at ringe med min klokke for at advare dem i god tid, og det hjalp. Dag 30, efter ca. 6.800 km skulle blive sidste dag hvor turen blev kørt som rekordforsøg, da jeg 195 km måtte opgive at cykle de sidste 80 km til Nanutarra Roadhouse. Jeg havde de sidste dage godt kunnet mærke hvor det bar hen, der var simpelthen ingen kræfter tilbage. Jeg har under det meste af turen levet af alt for dårlig kost, p.g.a. at der mange steder ikke var muligt at købe ordentlig mad. Der var som regel kun var en roadhaouse med en restaurant tilknyttet, og så slik og kager for resten. Jeg havde det problem at jeg var nødt til at handle om aftenen, fordi jeg skulle starte ud længe inden de åbnede om morgenen. Derfor var det tit hotdogs og lignende fra aftenen før, der var på menuen. Det var uden tvivl hovedårsagen til min nedtur. Derefter havde jeg en god oplevelse med et lift på en Roadtrain de 1200 km til Perth. Der tilbragte jeg en dag og derefter startede jeg ud på cykel igen. Jeg ville nu tage mig god tid på resten af turen, og benytte mig af transporthjælp når det bød sig, da rekordforsøget jo var forbi. Så resten af turen blev kørt som turist. Jeg fik cyklet strækningen Perth - Adelaide og kom dermed også over Nullarbor der af de fleste betragtes som det mest øde område at cykle i Australien. Jeg syntes dog det nordlige Australien var mere øde og barsk. Fra Adelaide til Sidney tog jeg med Indian Pacific Railways, for derefter at cykle de sidste små 1000 km op til Brisbane, og så derfra tage med flyet hjem til Danmark. Gode råd om det at begå sig i Australien There are some traps for the unsuspecting traveller. Do not under any circumstances suggest that the beer is imperfect, unless you are comparing it to another kind of Australian beer. Do not wear a Hawaiian shirt. Religion and Politics are safe topics of conversation (Australians don't care too much about either) but Sport is a minefield. The only correct answer to "So, howdya' like our country, eh?" is "Best {insert your own regional swear word here} country in the world!". It is very likely that, on arriving, some cheerful Australians will 'adopt' you on your first night, and take you to a pub where Australian beer is served. Despite the obvious danger, do not refuse. It is a form of initiation rite. You will wake up late the next day with an astonishing hangover, a foul-taste in your mouth, and wearing strange clothes. Your hosts will usually make sure you get home, and waive off any legal difficulties with "It's his first time in Australia, so we took him to the pub", to which the policeman will sagely nod and close his notebook. Be sure to tell the story of these events to every other Australian you encounter, adding new embellishments at every stage, and noting how strong the beer was. Thus you will be accepted into this unique culture. Most Australians are now urban dwellers, having discovered the primary use of electricity, which is air-conditioning and refrigerators. Tips to Surviving Australia: * Don't ever put your hand down a hole for any reason whatsoever. We mean it. * The beer is stronger than you think, regardless of how strong you think it is. * Always carry a stick. * Air-conditioning. * Do not attempt to use Australian slang, unless you are a trained linguist and good in a fist fight. * Thick socks. * Take good maps. Stopping to ask directions only works when there are people nearby. * If you leave the urban areas, carry several litres of water with you at all times, or you will die. * Even in the most embellished stories told by Australians, there is always a core of truth that it is unwise to ignore. © Copyright
Erik Straarup
All rights reserved |