HELE SVERIGES STÅLFARFAR
En Svensker ved navn Gustaf Håkansson blev folkehelt og verdensberømt i fjor ved at vinde det længste cykelløb, der nogensinde er kørt i Sverige.- I sig selv en flot præstation, men dog knap så megen virak værd, hvis det ikke var sket under helt usandsynlige omstændigheder: Håkansson - eller Stålfarfar, som han kom til at hedde - var 66 år.Gå De hellere hjem til Deres gyngestol, sagde dommerne til ham, da han meldte sig til konkurrencen. De er 26 år over aldersgrænsen. Der var god grund til at afvise ham for det ville blive et fantastisk krævende løb. Ruten gik gennem næsten hele Sverige - fra Haparanda lige under polarkredsen og ned til Ystad, 1750 km. i alt. Dagbladet Stockholms-Tidningen, som havde udskrevet konkurrencen og udsat en førstepræmie på 5000 kr, advarede folk mod at stille op, hvis de ikke var i topform. Der meldte sig over 1000, og af dem udvalgte dommerne 50 unge sportstrænede mænd, som i tog blev kørt op til Haparanda. her hvilede de ud under lægetilsyn i flere dage og blev fyldt med en specielt sammensat energi-kost, før de skulle starte. Men der var ingen som tilbød at betale Gustaf Håkanssons togbillet, så han satte sig nok så frejdigt op på sin cykle og trampede den lange vej op til Haparanda. Og kort efter at startskuddet havde lydt for de 50 deltagere, begav Gustaf Håkansson sig afsted på sit eget private cykelløb med sit snehvide skæg viftende i vinden. Hans udrustning bestod af en feltflaske med vand, en regnfrakke og en kilometertæller. selvfølgelig havde han ikke fået noget nummer, så han satte selv et kæmpemæssigt nul på brystet. De kunne nok holde ham ude af løbet, men de kunne ikke holde ham væk fra landevejen. Det var først da Håkansson havde kørt halvandet hundrede kilometer, pressen fik øje på ham. I den lille stille by Luleå så en tiårs dreng denne julemand i korte bukser og baskerhue suse forbi. Se! råbte han, der kører Stålfarfar! - et kvikt ordspil på navnet Stålmand, som den berømte Supermand hedder i Sverige. En pressefotograf greb drengens bemærkning i luften, tog et billede af den gamle gubbe og sendte den utrolige historie hjem til sit blad. Og fra det øjeblik blev Gustaf Håkansson hele Sveriges Stålfarfar. I syv dage havde han bladenes forsider så godt som for sig selv. Et folk på syv millioner ellers ret nøgterne mennesker glemte alt andet og fulgte i åndeløs spænding den gamle herres bedrift. Han kørte gennem et spalier af hurraråb fra sine beundrere, der stod i hundredvis ved hvert vejsving langs ruten, og aviserne, ugerevyerne og radioreporterne sørgede for at viderebringe alt, hvad han sagde og gjorde til landets fjerneste afkroge. Løbet blev kørt i etaper, og hver nat fik de 50 unge deltagere en god lang søvn - men Stålfarfar hjulede af sted tre døgn i træk uden at få lukket et øje. Da han endelig standsede for at hvile første gang, nøjedes han med en tretimers lur på en træbænk i en lille politistation. Så var han i sadlen igen. Han gav sig ikke tid til at spise regulære måltider, men nøjedes med, hvad folk kom rendende med ud til ham af kaffe, kage og hindbær, som han så stod og nød midt på landevejen. Efterhånden som historien om Stålfarfar udviklede sig, ofrede aviserne mere og mere plads på ham, og svenskerne fik blandt andet at vide, at den 66-årige Gustaf Håkansson først var begyndt at cykle, da han var over 40. Før den tid havde han haft nok at gøre med at tjene til det daglige brød som landarbejder og lastbilchauffør. Men da hans to børn var kommet i vej meddelte han en dag sin kone; Jeg tager en tur op til Lapland - jeg vil se midnatssolen. Hans kone gjorde ham opmærksom på, at de ikke havde penge til den slags pjank. Hvis man vil se sig om i verden behøver man ikke andet end en cykle og to stærke ben, svarede han - og så tog han af sted med et rugbrød, en flaske vand og en regnfrakke i rygsækken. Han tilbragte hele sommeren oppe i Lapland, fik mad og husly ved at gå til hånde rundt om på gårdene, og da dagene begyndte at blive korte, satte han sig på sin cykle og kørte hjem. I årevis kunne han sidde i de lange vinteraftener og fortælle sine venner om den mageløse sommer, han havde haft i midnatssolens land. Midt under løbet fik Stockholm-avisen Dagens Nyheter fat i Håkansson og spurgte ham, om han kunne tænke sig at skrive en daglig artikel om turen. Joe, det kunne han da godt - han var alligevel mange timer foran sine konkurrenter, som spildte tid på at sove om natten. Så i de følgende dage satte han sig nu og da på en grøftekant, tog en notesblok frem og kradsede sine tanker og indtryk ned. På løbets fjerde dag (med alt i alt fem timers søvn bag sig) skrev han: Har aldrig følt mig bedre tilpas i hele mit liv. Hvordan skulle man også kunne blive træt, når man møder så utrolig megen venlighed`? Dejlige mennesker alle vegne. Og alle de kønne piger! Jeg nyder at se på dem. De kunne være mine børnebørn alle sammen... I Söderhamm - midtvejs på ruten - gik han omsider med til at lade sig lægeundersøge, efter at politiet venligt men bestemt havde bedt ham om det. Alt var i den skønneste orden - puls og hjerte tip top, ingen tegn på træthed. Stålfarfar kunne have kørt endnu hurtigere, hvis han havde haft eskorte som de officielle deltagere; de havde biler til at bane vej for sig, mens han måtte sno sig ud og ind mellem færdslen. Men jeg klager ikke, skrev han. Jeg skal nok nå frem før de andre. Seks dage, fjorten timer og tyve minutter efter starten - og hele 24 timer før de unge - susede Stålfarfar over mållinjen i Ystad. Han havde i alt sovet ti timer undervejs. Ystad stod på den anden ende. Tusinder var ude for at tage imod ham, brandvæsenets musikkorps spillede sejrsmarcher og blomsterbuketterne sneede ned over ham, da han med et lykkeligt smil sprang af cyklen og gav sin kone et knus. Bagefter blev han båret i guldstol hen til politistationen, hvor en hær af pressefotografer tog sig af ham. Og i de følgende dage væltede det ind med gaver fra alle egne af Sverige - der var flere springmadrasser imellem og et par dusin lænestole, så han omsider kunne få hvilet ud. Højdepunktet kom ugen efter, da Stålfarfar i luksusbil og med en af sine sønner som chauffør blev kørt til privataudiens hos kongen. Håkansson fik ikke førstepræmien på de 5000 - officielt havde han jo slet ikke være med i løbet. men en række cykle- motorcykle- og bilfabrikanter gav ham en lille formue for at få lov til at bruge hans navn i deres annonce. Hvad vil Stålfarfar gøre med alle de penge? Han smilede til mig med sine klare, blå øjne, da jeg spurgte ham. Mine børn skal ha' hver en øre, så de kan få råd til at lade deres børn vokse op og blive naturlige og selvstændige mennesker. Det er efterhånden blevet sådan, at hvis man opfører sig ganske naturligt, så bliver man betragtet som en original. Jeg ved, at folk tænkte, jeg havde en skrue løs, da jeg cyklede hele den lange vej op til Haparanda for at være med i konkurrencen, men jeg tror, de respekterer mig nu. I virkeligheden blev Gustaf Håkanssons bedrift en opmuntring for tusinder af mennesker. I mange uger efter fik han ligeså mange breve som en filmstjerne - ofte uden andet navn og adresse end slet og ret Stålfarfar. Det, han blev gladest for, kom fra en mand i Uppsala: Jeg er på deres alder, kære Gustaf Håkansson, og jeg var en gammel skrantende mand, før De dukkede op. Men Deres eksempel fik mig til at føle mig ung og rask og glad igen. Gud velsigne Dem for det. |