Tværs over Canada 
1999
Tværs over Canada  Revelstoke |
 Rocky mountains |
 Kommer til Alberta |
 Nova Scotia |
|
Dagbog
Mandag d. 28 juni Dag 1 283 km Forlod Vandrehjemmet i Vancouver kl. 4,20 da jeg ikke kunne sove. Der regnede en del men der var ingen vind. Jeg var meget opsat på at cykle hver eneste centimeter af turen fra kyst til kyst, så derfor skulle jeg først 500 meter mod vest for at komme ned til havet så jeg kunne dyppe mit baghjul i vandet. På grund af regnen havde jeg bundet et par plastisk poser om fødderne og har sikkert set temmelig underlig ud da jeg kørte gennem byen, en politibil kørte i hvert fald meget langsom forbi mig. Ellers var det en meget hyggelig tur gennem Vancouvers regnvåde og næsten øde gader. I den bydel der hedder Chinatown var der en del hjemløse der gik rundt, og andre der sov i døre og porte. Efterhånden kom der mere og mere trafik og det hyggelige forsvandt. Jeg havde allerede efter 62 km min første punktering. Det regnede uafbrudt til jeg kom til Hope hvor det stilnede af. 
Fra Hope gik vejen op i bjergene ad en nyere vej. Jeg var blevet advaret mod "Serius Uphills" men blev alligevel overrasket over hvor stejlt der var, det havde nær taget livet af mig, og et sted var selv mit panik gear ikke nok, og jeg måtte trække et par km. Område er flot med stejle bjerge og lidt sne på toppene. Fra Hope til Merrit er der 120 km bjergkørsel, uden nogen mulighed for at provianterer undervejs, da der intet er udover en betalings sted midtvejs for at få lov til at køre på vejen (Cykler gratis). 
I Merrit fik jeg lov at slå teltet op bag en tankstation, det var jo smart da jeg så havde adgang til toilet og vaskefaciliteter og butikken havde døgnåben så det var nemt at proviantere, knap så smart var det at der kom trucks ind hele natten så det kneb med at få nattero. Tirsdag den 29.6. Dag 2 276 km Kørte klokken 4.40 mod Kamloops. De første 21 km. gik opad, så kom der 1 km. fladt stykke og så 6 km. opad igen. Jeg blev nødt til at tage handsker på, da der var meget koldt deroppe. Jeg så også en mellemting mellem en hund og en ulv, der legede med sin unge, en hjort, og en slags jordegern, men jeg har ingen bjørne set endnu. De sidste 15 km. til Kamloops gik nedad, så det var jo nemt. Jeg sendte 2 fax fra et motel. Det var meget dyrt, 11,20 dollars, ca. 60 kr. Er det ikke næsten røveri?? Vejret var godt til jeg nåede Salmon Arm, så begyndte det at regne. Først stille, men da jeg nåede Sicamous tog det fart og begyndte at sile ned. Sicamous er i øvrigt det sted Amerikanerne slog lejr for natten, men jeg var ikke klar til at stoppe endnu, da klokken kun var 16.00 og jeg manglede stadig 50 km i at nå de 275 km. Det blev til et rent skybrud og jeg var totalt gennemblødt inden længe. Så da der efter 52 km. dukkede et motel op af regndisen, var jeg ikke i tvivl om det skulle være telt eller motel. Ejeren var vist lidt bekymret for mig, for han kom med en skål varm mad til mig, og inden længe var rummet fyldt med tøj der hang til tørre. Stedet hedder Three Gap Valley. Onsdag d. 30. juni Dag 3 318 km Startede ud fra Three Gap Valley Motel kl. 4.40, det regnede stadig, men ikke nær så slemt. Der er vist høje bjerge her, men skyerne hænger lavt, så det er kun et gæt. Kom til Revelstoke lidt i 6, hvor jeg sendte 2 postkort og 2 fax fra et hotel. Revelstoke er den by, hvor mine forældre boede 2-3 år først i 50'erne og hvor min ene bror er født. Butikkerne havde ikke for godt åbent, så jeg kørte videre uden at proviantere. Jeg blev godt nok lidt betænkelig, da jeg et par km. uden for byen så på et skilt, at man skulle huske at tanke op, da der var 72 km. til næste service, men jeg tænkte, at der sikkert kom en kaffebar eller lignende på vejen. Desuden havde jeg en jordbærkage fra dagen før. Heldigvis var der mange små vandfald på vejen, så jeg døde da ikke af tørst, men jeg var meget sulten, da jeg nåede toppen af Roger Pass, som ligger i 1200-1300 m. højde. 
Efter at have plyndret hele butikken, og snakket med et andet par, som også var startet fra Vancouver mandag – bare en uge før, gik turen så ned mod Golden. Der var nogle meget stejle nedkørsler, som sled godt på bremserne. I et venstresving, opdagede jeg en sortbjørn på vejskråningen. Den havde travlt med at snuse og så mig vist slet ikke. Jeg havde nu også en god fart på nedad, så den havde ikke mange sekunder til at få øje på mig. Jeg så også nogle store hjorte, som jeg ikke er klar over hvad hedder. Det holdt op med at regne og skyerne lettede, så bjergene trådte frem i deres helhed med sneklædte toppe. Det var meget imponerende at se. I Golden tankede jeg grundigt op igen, da jeg skulle op over Kicking Horse Pass også. Nu var det næsten blevet for varmt til at cykle. Fra Golden er der ca. 60 km. til toppen, hvor de 50 går mere eller mindre opad hele tiden. Jeg havde allerede passeret Mount Revelstoke Nationalpark og Glacier Nationalpark og kørte nu ind i Yoho Nationalpark. Det må være her alle billederne fra Rocky Mountains er taget. Der er simpelthen fantastisk flot. 
Da jeg kom til Field troede jeg at toppen var nået og spurte en lokal om det nu gik nedad herfra, "Oh no, you have the biggest hill in the world ahead of you" var svaret. Det havde jeg lidt svært ved at tro da jeg lige havde cyklet 50-60 km opad, og der var da også "kun" 8-9 km opad tilbage. Da jeg endelig nåede toppen af Kicking Horse Pass, hvilket også danner grænsen mellem British Colombia og Alberta, var jeg totalt udkørt og gennemblødt af sved fra hele dagen, så jeg ville stoppe ved den næste campingplads. Det gik jo også nedad fra toppen til Banff 65 km. længere fremme, så jeg lod mig trille ned, men der kom ingen campingplads, så kl. 10 om aftenen rullede jeg ind i Banff, der er en 99% turistby. Alle husene var oplyste og overpyntede, så det mindede mest om juleudsmykning. Gaderne var også fulde af rige turister. Jeg kørte igennem og slog lejr i skoven lige uden for byen, i den allersidste lys. Der gik en jernbane kun 100 m. væk, hvor der kom et tog ca. hver ½ time og de brugte deres fløjte flittigt, så det var lidt svært at falde ordentlig i søvn. Torsdag d. 1 Juli Dag 4 240 km. Kørte ca. kl. 5 mod Calgary. De første 25-30 km. gik det nedad, men derefter gik det mest opad igen, dog nogle svage stigninger i forhold til tidligere. Prøvede at finde et sted at sende E-mails fra i Calgary, men de holdt Canada-dag ( National helligdag ) så computerbutikkerne var lukkede. Er nu nået til Strathmore og skriver fra en café, hvorfra der også kan sendes fax. Kl. er 16 og jeg må hellere komme videre, selv om det nok ikke bliver til så meget, da mine ben er lidt stive efter i går. Kørte igennem et indianerreservat - og nej – der var ingen tipier eller indianere på krigsstien. Den tid er ovre. Nu foregår det med huse, pickupper og walkman o.s.v.. Der er dog enkelte der stadig har lange fletninger og indianerfrisure. Efter at have sendt sidste fax, som nu kun koster 1 dollar pr. stk., kørte jeg i regnvejr de næste 2 timer. Nogle steder var der faldet hagl, som lå i dynger i vejkanten og lignede sne, og jeg glædede mig over jeg ikke havde været der da det skete. Pludselig blev der næsten helt mørkt og det lynede og tordnede mens regn og hagl væltede ned, og vejen var snart helt dækket af en grød af hagl og regn. Her skal lige siges, at på prærien er man helt overladt til naturens luner, da der intet, absolut intet er at komme i ly ved. Plant et træ kampagnen er ikke rigtig slået igennem her og gårdene ligger som regel langt fra vejen. Efter et par km. lå der dog alligevel en gård kun et par hundrede m. fra vejen. Jeg cyklede ind for at spørge om jeg måtte overnatte i laden. Jeg stod som i en gyserfilm med lyn og torden og regnen væltede ned, så nu var scenen jo rigtig sat op til at jeg ville blive budt ind og få et bad mens fruen bagte en stabel pandekager med sirup til, og mens jeg så spiste dem foran kaminen ville hun sikkert rede op i gæsteværelset. Men nej, den film havde manden vist ikke set. Han ville ikke lade mig sove i laden, da han ikke havde forsikret, men jeg var velkommen til at slå mit telt op omme bagved. Det blev jeg jo så nødt til, selvom det var træls i det vejr. Teltet blev da også plaskvåd indvendigt inden det var rejst. Alt bagage var også vådt, selv min sovepose, desværre. Jeg havde flere ting, som var forsvarligt pakket ind i flere lag plastik, som også var blevet vådt. Da jeg så var færdig og skulle til at kravle ind i teltet kom manden iført regntøj og paraply og beklagede at han ikke havde tænkt sig om for han havde en gammel campingvogn jeg måtte benytte. Men tanken om at skulle flytte nu da teltet var rejst var ikke tiltalende da det så bare ville blive mere vådt, så jeg blev hvor jeg var. Fredag d. 2 juli Dag 5 288 km Nå men, jeg kom da igennem natten, selvom jeg frøs noget. Det regnede stadig om morgenen. Dog ikke nær så slemt. Jeg fik mit dyngvåde og kolde tøj på og pakket teltet sammen og skyndte jeg mig så at køre for at få varmen. Regn og kulde indtil ca. kl. 11. Så vendte vinden pludselig til vest, den havde ellers været i øst. Regnen holdt op og solen kom frem ind imellem, så nu var det ikke så træls mere. Mødte en anden cross country cyklist, der netop var startet fra Calgary og ville til Sidney i Nova Scotia, men i et mere behageligt tempo. Var inde i Medicin Hat og købe et par nye dæk, da bjergene har slidt meget på dem jeg havde på. 
Jeg har haft 2 punkteringer i dag, så nu har jeg haft 3 i alt. Vinden er taget til og har hjulpet mig meget her i eftermiddag og det er næsten skyfrit, så nu kører det bare. Havde dog allerede i morges bestemt, at sove på motel, da jeg ellers ikke ville kunne få mit tøj tørt – og et bad var meget meget tiltrængt. Der hænger tøj til tørre overalt, så i morgen starter jeg forhåbentlig på en frisk med tørt tøj og en tør sovepose. Hvis jeg er heldig er vinden og vejret stadig med mig i morgen, så måske giver det nogle nemme km. Der er meget fladt her på prærien og utrolig øde og lidt kedeligt i længden. Motellet her hedder Prærie Pride Motel og ligger ved Maple Creek, ca. 100 km. øst for Medicin Hat. De har desværre ingen fax, så det må jeg finde i morgen. Lørdag d. 3 juli Dag 6 316 km En helt igennem perfekt cykeldag med sol og medvind. Derfor den lange distance. Landskabet er noget mere bakket nu, næsten som i Danmark, men det er lange bløde bakker, så de er nemme at cykle opad. Der var også et skilt, der advarede mod antiloper over vejen. Det syntes jeg lød lidt mystisk, men pludselig stod der godt nok 4 antiloper på marken ved vejen. Gad vide om de er indført eller oprindelig tilhørende. Jeg ser mange autocampere med en lille bil på slæb, så er man da dækket ind, en enkelt havde enda cykler spændt fast på den lille bil. Jeg har også tit en lille sort fugl (ikke den samme) der følger mig på vej ca. 2 - 500 m. eller så. Den holder sig ca 2 meter over mit hoved, alt imens den kvidrer løs. Det er ligesom den vil hilse på mig, og ønske mig god rejse, det er ret hyggelig. Kom til Moose Jaw til aften og fik en adresse på en internetcafé, der lå nede i centrum (Highway 1 går næsten altid udenom byerne). Da jeg kom der ned, kunne den eneste computer der var der, ikke ringe op, så det var igen spild af tid og km. Jeg har efterhånden brugt meget tid på at lede efter et sted hvor jeg kan få billeder sendt hjem til avisen. Jeg vil prøve i Winnipeg for sidste gang. 
Sover lige udenfor Moose Jaw bag en tankstation. Klokken er kun 7 aften, så jeg kunne faktisk godt have kørt er par timer endnu for at udnytte medvinden, men jeg er begyndt at få temmelig ondt i højre hase, så det er vist bedst, at hvile den lidt. En anden hyggelig fætter på min vej over prærien er Canadien Pacific Railways. Jernbanen og Highway 1 har fulgtes ad næsten hele vejen. Det ser godt ud, når lokomotivet kommer tøffende med 100 – 200 vogne efter sig mens det hyler 2-3 gange i minuttet. Nogle gange er den 2-3 km. væk og så ser det næsten ud som om vi kører med samme fart. Søndag d. 4 juli Dag 7 293 km. Vinden er gået i syd, så nu er der ikke medvind mere, men heller ikke modvind. Det har været overskyet hele dagen, men kun dryppet lidt. Mit ben var temmelig øm i formiddags, men nu er det bedre. Jeg når nok ikke Winnipeg i morgen, da der stadig er ca. 350 km dertil. Mandag d. 5 juli Dag 8 343 km En stiv kuling blæste mig over prærien i dag. Sol og rygvind gjorde at jeg nu er meget tæt på at have vundet 1 dag fra amerikanerne. Med lidt held når jeg det i morgen. Det bliver også min sidste dag på prærien, da jeg når skovene i morgen eftermiddag. Forhåbentligt da. 
Manitoba har et landbrug, der meget ligner det danske. Markerne er velpassede og afgrøderne står betydeligt bedre end længere vestpå, hvor de også har haft store problemer med at få sået p.g.a. et meget vådt forår og sommer. Når jeg spørger i butikkerne, om hvordan vejret bliver , ved de det ikke, men de regner med at det bliver regn – for det plejer det jo. Det er som om de helt har opgivet håbet. Hvad med at adoptere en hovedvej?. Det er skam muligt her. Man kan adoptere f.eks. 5 km. hovedvej og få sit navn på et skilt ved vejen. Men helt gratis er det næppe. Skilt set i Alberta: " Hvis børn på vejen, så sæt farten ned til 50 km." (så kommer der nok ikke blod på forruden ). Overnatter lige før Winnipeg. Tirsdag d. 6 juli Dag 9 279 km Så blev det hverdag igen. Vinden er gået i syd og der er flere bakker her i skoven, som jeg nåede sidst på formiddagen. Er nu i Ontario. Det har været en meget varm dag med høj sol lige til aften, hvor det pludselig trak op til torden, blæst og regn. Det skifter meget hurtigt her, men i morgen er vejret sikkert godt igen. Punkterede på forhjulet på vej ned ad en stejl bakke hvor der var vejarbejde, det var en ret ubehagelig oplevelse da det var meget svært at få stoppet cyklen. Da jeg havde lappet cyklen ville jeg finde et sted at slå teltet op inden det begyndte at regne for alvor ( det er slet ikke nemt at finde en teltplads i skovene da der er meget ujævn og stenet) så jeg blev glædelig overrasket da der som en fatamorgana lå et Motel lige omkring næste sving, midt ude i ingenting, de hænger ellers ikke på træerne her, men det sker sommetider når der er langt mellem byerne. Jeg er vist blevet lidt afhængig af det. Er nu midt mellem Kenora og Vermillion Bay Onsdag d. 7 juli Dag 10 312 km. Startede lidt koldt, men det blev snart varmere. En fin dag med godt og tørt vejr. Jeg er lidt utryg ved at sove alene i skoven, jeg er flere gange blevet advaret af de lokale, mod de tobenede altså, så jeg prøver at overnatte ved byerne. Derfor blev det en lang dag i dag, da der er temmelig langt mellem byerne. Overnatter ca. 50 km. øst for English River. Byen hedder Upsala. Torsdag d. 8 juli Dag 11 235 km En krisedag, hvor kræfterne og humøret ikke var i top. Temmelig dårlige veje, sprang et eger ved Thunder bay. Overnattede i Nipigon ca. 100 km. nord-øst for Thunder Bay. Fredag d. 9 juli Dag 12 199 km Humøret og kræfterne er tilbage, men mange bakke og strid modvind gjorde, at jeg ikke kom så langt. Jeg gør holdt i Longlac, da det er den sidste by inden Hearst, godt 200 km væk. De lokale siger, at der intet er udover skov mellem de 2 byer, så cyklen skal pakkes godt til med mad og drikke til i morgen. Så vil jeg bare håbe, at vinden er gået i vest, hvor den hører hjemme. Jeg er trods den korte distance godt tilfreds, da jeg stadig er en dag foran. Mere behøver jeg jo heller ikke. De næste 5-6 dage skulle være de værste på hele turen, da vejene skulle være meget dårlige med ingen rabat og hensynsløse truckdrivers. Der er også meget øde. Jeg har endnu ikke set noget vildt siden skovene begyndte. Kun en halv elg og nogle knogler. Lørdag d. 10 juli Dag 13 311 km. 212 km. var der, gennem næsten kun skov og ingen muligheder for at proviantere, men det var jeg jo advaret om, så jeg var godt forsynet. Fra Hearst til Kapuskasing er landskabet blevet meget kønnere med små velholdte huse og flere byer. Der bor næsten 50% franskmænd her og de har et helt andet forhold til at holde deres huse pæne. Det har ellers været mest faldefærdige træskure og blikskure med en obligatorisk affaldsdynge bagved. Det er ikke helt vildt anstrengende at være vejarbejder her i Canada. Her står der en mand eller kvinde i hver ende med et skilt, som de så drejer en halv omgang, alt efter om man skal stoppe eller køre. Så en hel elg i dag, men den var desværre også kørt ned – for adskillige dage siden, at dømme efter lugten. Er kørt igennem et par områder, hvor der har været skovbrande. Her må naturen starte helt forfra. Vejene har ikke været nær så slemme, som jeg havde hørt. Nogle steder er de endda lige så pæne som en god Dansk hovedvej. 
Søndag d. 11 juli Dag 14 204 km. En lidt træls dag med meget dårlige veje. Delvis modvind og 28-30 grader samt en sprungen eger, gjorde at jeg ikke nåede så langt. Jeg stoppede lidt tidligt, da den næste by var 108 km. væk og det kunne jeg ikke nå. Så kan jeg jo også samle lidt flere kræfter til i morgen. Manden på motellet sagde, at der havde vært en belgier på cykel ca. 14 dage før, som kørte samme rute. Han havde dog set ham komme tilbage et par dag senere. Jeg har nu ikke tænkt mig at komme tilbage, jeg har jo også et fly jeg skal nå i Skt. Johns. Mandag d. 12 juli Dag 15 262 km Allerede ca. 2 km. efter at have startet fra Matheson, så jeg en sortbjørn, der var på vej over vejen, men da den fik øje på mig, styrtede den skræmt tilbage i skoven igen. Efter 75 km. kørte jeg ind i Quebec. Her havde jeg håbet på bedre veje, men blev noget skuffet, da der nu for det meste er smalle veje uden rabat til cyklister – og småt begavede lastbilchauffører, der kører uhyggelig tæt på med vilje, cyklister er åbenbart lovlig vildt her. Jeg har også brugt nogen tid i de forskellige byer på at få fat i nogle flere egere, da jeg nu har sprunget 3 og kun har en tilbage. Men det er ikke lykkedes endnu. En meget varm dag. Overnatter ved Val D´ Or. Tirsdag d. 13 juli Dag 16 254 km Igen en meget varm dag. Vejene er ikke blevet bedre, men der er især her til aften blevet meget mindre trafik. Jeg er nu kommet til områder med meget få mennesker, byerne er kun en samling barakker på en 10-20 huse. Jeg overnatter i Desmaraisville. Jeg har indlogeret mig hos byens førende motellejer,( den eneste ) da jeg ikke vil undvære et bad efter at have kogt hele dagen. Det lykkedes da også manden at få gang i varmtvandsbeholderen efter at have rodet rundt i nogle meget tvivlsomme elinstallationer. Manden havde en helt hvid slædehund/ulv der fulgte ham overalt, den så temmelig uhyggelig ud med kolde glasagtige øjne der stirrede på mig hele tiden, og da motelet lå helt for sig selv, og da jeg var den eneste i bygningen, spekulerede jeg noget over "spøgelseshunden" om aftenen, ville den kikke ind??, jeg tjekkede lige dørlåsen en extra gang. Det er et mærkeligt byggeri. Jeg ved ikke om det er i forfald eller under opbygning, men det er godt nok til mig, jeg skal jo kun være der en nat. I Danmark ville myndighederne sikkert have grebet ind. Hvis vejene bliver bedre i morgen, kører jeg måske godt 300 km, da jeg så vil komme over et ca. 200 km. mennesketomt område. Ellers må jeg jo overnatte i ødemarken, selv om det er svært at have proviant med til en overnatning også. Det er om aftenen jeg fylder godt med mad i maven, så det kan virke dagen efter. 
Onsdag d. 14 juli Dag 17 241 km Det lykkedes ikke at nå igennem ødemarken, da modvind , seje bakker og trætte ben sinkede mig. Jeg mangler 140 km. før jeg er ved næste by. Desværre blev jeg lidt snydt, da jeg havde fået at vide,( i den eneste turistkontor jeg besøgte i Canada ) at der ved et vejkryds 40 km fremme var en tankstation, hvor man også kunne proviantere. Men der havde de kun 2 varer, chips og cola. så nu er der smalhans i morgen, da jeg kun har lidt franskbrød tilbage. Jeg overnatter ved en rasteplads, det eneste sted på de 220 km igennem Nationalparken hvor det er tilladt at campere. Her havde jeg ventet, at der var en vandhane, men det var der ikke. Jeg blev så nødt til at tigge lidt vand hos en campist, da jeg ellers ikke var sikker på at have nok til morgendagens første 140 km. Senere kom han med en cola til mig, så jeg havde nok set ynkelig ud – eller også var det fordi jeg klappede hans hund. Så forøvrigt en rigtig levende elg i morges, der gik på vejen. Torsdag d.15 juli Dag 18 262 km. Endelig kom jeg ud af ødemarken. Efter de 140 km. blev det til landbrugsområde med masser af huse, butikker m.m. og de fleste veje er med rabat, så nerverne har det meget bedre nu. Aldrig mere, skal mine cykelhjul rulle i det område. Quebecs regering burde skamme sig over den totale ligegyldighed overfor de svage i trafikken og over at byde skatteyderne så dårlige hovedveje, ligeledes burde de stille nogle højere moralske og menneskelige krav til lastbilchaførene før de kan få kørekort. Nå men i den første lille by jeg kom til, fik jeg sørme fat i 5 nye egere hos en isenkræmmer, så alt ser meget lysere ud nu. I morgen skulle jeg så nå den lille færge over Skt. Laurent strædet ved middagstid, men jeg ankommer nok ikke til New Brunswick før i overmorgen. Nu skal jeg også til at rette mine dagsmarcher ind, så det passer bedst muligt med færgen Sydney – New Foundland. Det bliver også rart at komme til et engelsktalende område igen. De er såmænd meget flinke, franskmændene, men de kan kun et sprog og veje er de ikke gode til. Efter de oplysninger jeg har fået over Internetet, er vejene på resten af turen noget bedre, så jeg skulle være ovre det værste. Fredag d. 16 juli Dag 19 233 km Vejen fra La Baie til Saint Simone blev lidt af en stroppetur, da der var meget kuperet. Flere steder måtte jeg trække op ad bakke, men der var meget kønt med små byer og søer imellem bjergene. Var heldig med færgen Saint Simone – Riverie de Loop. Den kom netop ind, da jeg ankom til færgelejet. Riverie de Loop er en rigtig turistby med mange små gader og stræder. Terrænet er ikke så bjerget på denne side af strædet. Det er mere store bløde bakker. En meget varm dag 30-32 grader. Lørdag d. 17 juli Dag 20 236 km. En alt for varm dag. 35 grader eller mere i skyggen er mere end der er sundt. Jeg har været inde på næsten alle tankstationer efter drikkelse og for at få lidt vand i hovedet. Alligevel blev jeg dårlig, da der var et hul imellem tankstationerne. Jeg måtte komme mig under en bro. Der blæste "heldigvis" en del modvind, men det kræver jo også mere energi. Årets varmeste dag, siger de lokale, men i morgen skulle blive endnu varmere. Hvis det holder stik, når jeg ikke færgen på tirsdag middag som planlagt. Jeg er stadig dårlig efter dagens varme og strabadser og vil ikke sætte livet på spil for at slå rekorden. At gennemføre turen er langt vigtigere end at slå rekorden. Sprang endnu 1 eger i dag, men nu har jeg jo 5 ekstra, selvom de ikke er helt den samme slags. Søndag d. 18 juli Dag 21 316 km Meget lummert, men ikke så varmt som i går, da der var en del skyer. Sov ikke så meget p.g.a. varme og senere p.g.a. uvejr med lyn, torden og blæst, så jeg måtte støtte teltet for at det ikke skulle blæse omkuld. Overnatter ca. 30 km øst for Moncton bag en tankstation. 
Mandag d. 19 juli Dag 22 268 km. Det ligger nu fast, at jeg ikke når færgen i morgen kl. 14.30, men jeg sejler så ved midnat i stedet for. Så onsdag morgen er jeg klar til de sidste 4 dage. Jeg får nok bare ikke sovet så meget. Spurgte et par vejarbejdere om vej. Det vil være dækkende at kalde dem for Gøg og Gokke. Både udseende og væremåde passede fint, og da snakken så kom ind på Quebec, var vi helt på bølgelængde. Den kraftige var nær kommet i spjældet for at tomle den, og jeg kom af med nogle indestængte aggressioner angående Quebec, så det var jo vældig hyggeligt – og vi var da også slemt enige om, at Quebec havde vi ikke været heldige med. De gik for øvrigt begge med hermetisk tillukkede solbriller, som ikke så ud til at slippe ret meget lys ind,( eller ud ) og den tynde havde jeg mistænkt for at være en kvinde, men er ikke sikker. Overnatter ca. 10 km. øst for Antigonisk. Der er vist ca. 200 km. til Sydney, så det skulle jeg jo nemt kunne nå i morgen 
Tirsdag d. 20 juli Dag 23 195 km En kort dag, da Sydney ikke var så langt væk. Skal nu vente til kl. 23.59, hvor færgen sejler til Port aux Basques i New Foundland. Sejlturen tager ca. 6 timer, så jeg skulle være klar til næste etape ca. kl. 6.30 onsdag morgen. Har udnyttet ventetiden til at få vasket tøj. Det er først for anden gang på turen, så det var tiltrængt. Det kostede 3 dollars (ca. 15 kr.), men så var det også både lagt sammen og krympet lidt. Skiftede både for og bagdæk, da de var slidt igennem, så nu skulle de kunne holde turen ud. Jeg er ellers selv tilfreds med at stoppe turen her, da jeg synes, at nu har jeg krydset Canada fra kyst til kyst. Men amerikanerne mener jo, at New Foundland skal med, så det bliver jeg selvfølgelig også nødt til. Der skulle være 905 km. tilbage, så det er ca. 226 km. om dagen. Så skulle rekorden være hjemme. Men modvind og bakker kan hurtigt gøre det til en hård opgave. Modvind og sidevind har jeg ellers haft nok af de sidste 14 dage, så en lille hyggelig orkan i ryggen skal være meget velkommen. I tilfælde af, at nogen skulle være i tvivl – jo, jeg er ved at være temmelig træt og ønsker kun, at få de sidste 4 dage overstået, så jeg kan sove et par dage. Overnatter på færgen. Blev for øvrigt gjort opmærksom på af en patruljevogn, at jeg skulle låse alt fast, da der er meget tyveri i byen. Onsdag d 21.juli Dag 24 109 km Færgen var forsinket, så jeg kom først ombord kl. 1.30, og klokken blev 8 morgen inden jeg cyklede af færgen. Havde sovet meget lidt og dårligt, så jeg var meget træt og havde oven i købet strid modvind, og var vist også lidt søsyg, så jeg besluttede at stoppe allerede efter 109 km og prøve at sove 10-12 timer for at komme til kræfter igen. Og så håbe på, at vinden havde vendt sig. Det betyder, at jeg de næste 3 dage skal cykle 265 km. om dagen for at nå det, så nu strammer rebet, da jeg ikke ved hvor mange bjerge der er. Torsdag d. 22 juli Dag 25 284 km Jeg havde det meget bedre og har vel sovet 10-11 timer. Vinden var svag fra morgenen, men steg til en stabil rygvind resten af dagen, så det var meget lettere at cykle. De første 60 km. var i et meget bjerget område, næsten som et mini Rocky Mountains. Meget kønt. Resten har været noget mere fladt og for det meste med gode veje. Da der næsten altid blæser en sydlig vind her på øen, kan resten af turen blive meget hård at klare, da jeg jo skal klare ca. 255 km. om dagen de sidste 2 dage og vejen går mod sydøst fra imorgen. Overnatter ved South Brooke, som er det nordligste jeg kommer her på øen. Fredag d. 23 juli Dag 26 249 km Nu begynder det at knibe med kræfterne, men der har også været meget bakket, modvind og regn det meste af tiden, jeg kan høre vinden synge i trådende. Overnatter ved Glowertown. Lørdag d. 24 juli Dag 27 194 km Var fra morgenen stærk opsat på at nå Skt. Johns inden aften, men modvind, mange bakker og svage ben gjorde det umuligt. Jeg er nu nødt til at holde mange pauser og er virkeligt kørt træt, så det bliver desværre en 28 dages tur. Overnatter i Whitbourn 
Søndag d. 25 juli Dag 28 88 km Nåede havnen i Skt. Johns. 9.50 søndag morgen. Det var svært at finde et sted at dyppe forhjulet i havet, så det blev til et billede med forhjulet ude ved bolværket. Ifølge min cykelcomputer har jeg nu kørt 7.089 km, men den reelle ligeud rute er nok ca. 50 km. kortere, da jeg har haft en del ekstra kørsel efter mad og cykelgrej m.m.. Er i øvrigt ganske tilfreds selv om jeg måtte bruge 28 dage, da Amerikanerne først nåede Skt Johns kl. 16.00 på dag 28, så jeg har alligevel slået dem, ikke med en dag men med 6 timer og 10 minutter. Jeg har slidt næsten 4 bagdæk og 2½ fordæk, haft 6 punkteringer og 4 egersprængninger. Ellers har alt fungeret perfekt. Cyklen har ellers fået utrolig megen tærsk af ujævne veje. Nogle steder er der revner i asfalten for hver 3-5 m., hvor det giver et kraftigt bump ved overkørsel. Jeg fandt et godt sted at være, midt i Down Town, Skt. Johns på 3. sal med en flot udsigt over havnen.. 
Har du lyst til at se alle billederne fra turen? Så klik HER. |